Semco-selskab chartrer nye servicefartøjer i Norge

Semco Maritime har ad omveje indgået charteraftale med det norske rederi Norwind Offshore.
Der er tale om Esbjerg-virksomhedens tyske datterselskab Wind Multiplikator, der har indgået en charteraftale af et nybygget CSOV-fartøj til vedligeholdelsesopgaver omkring en tysk vindmøllepark.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Fartøjet, Norwind Maestro, skal støtte driften af den 400 MW store havvindmøllepark Global Tech I i den tyske del af Nordsøen. CSOV’en vil blive leveret i første kvartal af 2026, og et søsterskib vil være tilgængeligt fra fjerde kvartal af 2025 for at assistere projektet efter behov.
Begge fartøjer får base i Emden, et centralt knudepunkt for offshore vindlogistik i det nordlige Tyskland.
Wind Multiplikator, som blev opkøbt af Semco i 2023, driver og administrerer offshore vindaktiver. Global Tech I har været i drift siden 2015.
Yderligere kommercielle og tekniske detaljer om charteraftalen er ikke offentliggjort, men i følge Spash247 får kontrakten en indledende løbetid på 10 år.
Begge skibe CSOV'er måler 85 meter og er designet af Vard Design i Ålesund i Norge.
- Disse fartøjer vil gøre det muligt for os at gennemføre vores fuldserviceaftale endnu mere effektivt og dermed forbedre vindmøllernes langsigtede præstation og operationelle sikkerhed, lyder det fra Michael Munder-Oschimek, administrerende direktør hos Wind Multiplikator.
Rolle i serviceaftale
De to fartøjer skal spille en central rolle i Wind Multiplikators serviceaftale for Global Tech I, der omfatter omfattende vedligeholdelse af 80 AREVA M5000 vindmøller.
Aftalen inkluderer planlagt vedligeholdelse, fejlfinding med ingeniørstøtte, forebyggende vedligeholdelsesoperationer og en garanti for tilgængelighed af vindmølleparken.
- Tilføjelsen af CSOV'en vil væsentligt forbedre pålideligheden og oppetiden, samtidig med at den tilbyder teknikerne en sikker og stabil platform for deres opgaver, siger Thomas Thomsen, Senior Vice President, Renewables hos Semco Maritime.