23948sdkhjf

Sirius får alle sikkert til kaj

Med solidt kendskab til skibstrafikkens behov har Sirius Agency fået vind i sejlene som ny agent i alle danske havne.

Det er allerede store opgaver, som Sirius Agency har udført med agentservice i danske havne og farvande siden etableringen i maj 2024, og fra 1. juli i år er Kalundborg Havn med på kortet, så man kan tilbyde agentur i hele landet fra kontoret i Kattegat Silo i Frederikshavn.

Med svenske Sirius Shipping i ryggen, er kontoret i Danmark nok nyetableret, men bestemt ikke uerfarent. I forbindelse med indtoget i Danmark samlede den svenske virksomhed alle aktiviteter under navnet Sirius, hvor agentdelen tidligere var kendt under navnet Valdemar Andersons Shipagency.

”Sirius er en af de større shipping og agentvirksomheder i Sverige, og derfor trækker vi på det danske kontor i Frederikshavn på løsninger og vores netværk med de svenske kolleger, ligesom vi naturligvis løser opgaver for egne skibe i danske havne,” siger direktør i det danske kontor, Asbjørn Worsøe, der sammen med skibsagent Kristoffer Larsen udgør det danske team.

”Vi løser alle opgaver for skibstrafikken. Det er alt fra koordinering af laste- og losseoperationer, vi skaffer dykkere til at hente et tabt anker på ankerpladsen ud for Skagen, og vi løser de store og krævende opgaver med LNG-nedkølings- og bunkringsoperation med dialogen med myndigheder om korrekte tilladelser,” siger Asbjørn Worsøe.

Erfaring og effektiv ekspertise

Netop kendskabet til LNG-håndtering været i spil i Skagen Havn, hvor nedkøling af bunkerstanke til den flydende naturgas kræver et solidt kendskab til procedure for sikkerhed og tilladelser.

”Det kræver, at man ved, hvad det handler om, at man kan skaffe den korrekte kajplads, søge tilladelserne og være hundrede procent inde i godkendelser og sikkerhed for skib og havn,” siger Asbjørn Worsøe.

Den seneste nedkøling til LNG-bunkring fandt sted i Skagen Havn for et skib på 277 meter med en dødvægt på 128.000 tons. Under operationen bliver skibets bunkerstanke kølet ned til den rette temperatur ved at føre gas ind fra et LNG bunkerfartøj, som ligger fortøjet lang kundens skib. Overskydende varm gas fra tankene afbrændes via en fakkel placeret på kajen.

Med Sirius Agency som bindeled til myndighederne ligger der nu en tilladelse til den form for LNG-håndtering, hvilket gør det hurtigt og effektivt fremover at anmelde, når der skal gennemføres en nedkølingsoperation i havneområdet. Hele operationen tog kun 36 timer fra start til slut.

”Vi har en stærk viden fra Sirius-gruppen, hvor rederiet også råder over LNG-skibe. Det giver os helt klart en fordel med erfaringen i at håndtere netop den type opgaver,” siger Asbjørn Worsøe.

Relationer til kunderne

Målet for Sirius Agency i Danmark er at fastholde det personlige kendskab til branchen, hvor redere kan være sikre på at få den hjælp, der sikrer at skibe og last kommer korrekt ind og ud af danske havne og farvande.

”Branchen kender allerede Sirius Shipping og ved at det er høj kvalitet, som nu også er i Danmark med Sirius Agency. Vi går op i at have den tætte og vedvarende kontakt med kunderne, og de kan mærke, at vi går op i skibsfart og den sikre håndtering,” siger Asbjørn Worsøe.

Faktaboks:

Dansk-svensk agent med solidt havnekendskab

Sirius Agency er etableret i Danmark i maj 2024 med kontor i Frederikshavn, hvorfra alle danske havne kan betjenes. Firmaet er del af svenske Sirius Shipping, hvis kernekompetence er tankskibsfart inden for produkttank og LNG. Sirius Agency tilbyder agentservice i danske og svenske havne.

Som agent bistår Sirius Agency med alt fra tankskibsfart og LNG-håndtering til containertransport og øvrig skibstrafik.
www.siriusagency.eu

Artiklen er en del af temaet Shipping Logistics.

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.236