23948sdkhjf

Søfartens mest magtfulde brancheorgan skifter ud i toppen

International Chamber of Shippings kommende formand og nye generalsekretær skal tegne 80 pct. af verdens handelsflåde i en tid med kritiske udfordringer for søfarten

International Chamber of Shipping (ICS), som er brancheorganisation for over 80 pct. af verdens handelsflåde, står over for et markant lederskifte. Det oplyser ICS i en pressemeddelelse.

På sin årlige generalforsamling og bestyrelsesmøde i Athen fredag blev der både valgt en kommende formand, tre nye næstformænd og udpeget en afløser for ICS' markante generalsekretær, Guy Platten,. 

Farvel til markant talsmand

Guy Platten har i syv år tegnet den magtfulde søfartsorganisation udadtil i kriser som Ever-Given blokaden i Suezkanalen, Covid-pandemien, krisen i Det Røde Hav og afgørende, globale forhandlinger om klima, handel og regulering.

Som afløser for Guy Platten har ICS udpeget Thomas Kazakos som indtil nu har været generaldirektør for Cyperns rederiforening. 

Som ny formand har ICS peget på John Denholm som ny formand. Han er en af ICS' nuværende tre næstformand og afløser først til juni 2026 den italienske shippingmagnat Emanuele Grimaldi på formandsposten.  

John Denholm er en britisk skibsreder og leder af familievirksomheden J. & J. Denholm med aktiviteter inden for shipping, logistik og fødevarer. 

Dansker i bestyrelsen

ICS har desuden udpeget tre nye næstformænd: Gaby Bornheim (Tyskland), Carl-Johan Hagman (Japan), Claes Berglund (Sverige) som afløsere for John Denholm, Metin Düzgit (Tyrkiet) og Themis Papadopoulos (Cypern). 

ICS' bestyrelse består af 30 medlemmer fra medlemslandenes nationale rederiforeninger - blandt andet Danske Rederier, hvis adm. direktør Anne H. Steffensen gennem flere år har repræsenteret Danmark i ICS' strategiske arbejde.

International Chamber of Shipping (ICS) er skibsfartens mest indflydelsesrige brancheorganisation. Med base i London og medlemskab fra over 40 nationale rederiforeninger repræsenterer ICS omkring 80  pct. af den globale handelsflåde målt i tonnage. 

Organisationen fungerer som shippingsektorens hovedkanal ind i FN’s søfartsorganisation, IMO, og har siden 1961 haft rådgivende status med direkte indflydelse på globale regler for sikkerhed, miljø og arbejdsforhold.

ICS har deltaget aktivt i udviklingen af internationale konventioner som SOLAS, MARPOL og STCW, og har i de senere år fremsat konkrete forslag inden for klimaregulering, herunder en global CO2-afgift med tilhørende "Fund and Reward"-mekanisme. 

ICS arbejder desuden for ensartet global regulering og har været involveret i ratifikationsarbejdet for bl.a. Hong Kong-konventionen og Nairobi Wreck Removal Convention. 

På arbejdsmarkedssiden har ICS medvirket til forbedringer i ILO’s Maritime Labour Convention, herunder globale mindstelønsforhandlinger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063