Østjysk havn har vokseværk - men yderligere vækst kræver udvidelser

Det går tilsyneladende kun en vej for Grenaa Havn A/S - og det er fremad.
Selskabet leverer i 2024 endnu et rekordår med en nettoomsætning på 88,4 mio. kr. En stigning på godt 8 mio. kr. fra året før. Også bundlinjen er vokset til sit højeste niveau nogensinde og ender på 17 mio. kr. i overskud.
Det skriver havnen i sin netop offentliggjorde årsrapport.
Med resultatet fortsætter Grenaa Havn altså den vækstkurve selskabet har været inde i over flere år. Derfor betegner ledelsen da også året som "ekstraordinært" og "tilfredsstillende".
De tilgængelige ressourcer nærmer sig deres maksimale udnyttelse Ledelsesberetningen
Havnens skibs- og kajafgifter steg ellers med 3,3 mio. kr. i forhold til året før, men indtægterne fra øvrige aktiviteter rundede 24,5 mio. kr. og overgik niveauet fra 2023. Til gengæld faldt udlejningens andel af den samlede omsætning.
Omkostninger og investeringer
Væksten sker dog på et bagtæppe af øgede uforudsete omkostninger – blandt andet som følge af stormskader på Østmolen i januar, som forsikringen ikke dækkede fuldt ud. Udbedringen af skaderene påvirker også 2025-regnskabet, skriver havnen i rapporten.
Og så har havnen også et problem med kapaciteten, som der skal kigges på:
- Ledelsen fremhæver [...], at havnen står over for udfordringer i fremtiden, da de tilgængelige ressourcer nærmer sig deres maksimale udnyttelse, lyder det i ledelsesberetningen.
Grenaa Havn har i årets løb investeret 15,8 mio. kr. i vedligehold og udvikling – blandt andet CO₂-besparende belægning, kajreparationer og forbedrede faciliteter på Anholt Havn, som selskabet også råder over.
Usikkert vindmarked
Et område der - som på mange andre danske havne - er store forventninger til i Grenå er vindmølleudskibning. Her vurderer ledelsen, at havnen har stået stærkt, men at der fortsat er usikkerhed om fremtidige projekter.
Desuden er et igangværende vindmølleprojekt blevet offer for en "kontraktlige opsigelse", skriver Grenaa Havn i årsrapporten.
For 2025 budgetteres med en omsætning på 85 mio. kr. og et resultat før skat på 8,1 mio. kr. Men hvis væksten skal fortsætte, kræver det plads. En større kapacitet "er en forudsætning", hvis væksttrenden skal fortsætte, skriver ledelsen.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 88,4 | 79,9 | 72,3 |
Bruttofortjeneste | 63,5 | 46,1 | 42,8 |
Resultat af primær drift | 20,9 | 14,3 | 10,9 |
Resultat før skat | 17,5 | 12,2 | 11,7 |
Årets resultat | 17 | 11,9 | 10,6 |
Balancestatus | 408,2 | 409,0 | 398,4 |
Egenkapital | 261,9 | 244,9 | 233,0 |
Antal ansatte | 25 | 23 | 22 |
Kilde: CVR |