Efter dansk ordre: Svensk kystvagt bestiller 14 nye hurtigbåde

Den svenske kystvagt, Kustbevakningen, kan fra 2026 se frem til at få leveret 14 nye hurtiggående både.
Det oplyser den svenske kystvagt i en pressemeddelelse.
Ordren på den nye KBV 100-serie er efter en offentlig udbudsproces tilfaldet finske Boomeranger Boats Oy, som leverer ni Coastal Patrol Boats (CPB) og fem mindre Interceptor-både til afløsning for kystvagtens nuværende hurtiggående patrulje- og indsatsbåde, som nærmer sig udløbet af deres tekniske levetid.
Modificeret design
Bådene bygger på eksisterende Boomeranger-designs med tilpasninger til kystvagtens krav via en designgennemgang med tekniske eksperter, som skal sikre serialitet, robusthed og forbedret arbejdsmiljø, bl.a. via en elastisk ophængning af kabinen for at reducere støj og vibrationer ombord.
Patruljebådene bliver 13,5 meter lange, mens interceptorerne får en længde på 11,5 meter. De vil blandt andet kunne anvendes til told- og grænsekontrol, fiskeriovervågning, kontrol af begrænsede områder samt udføre eftersøgnings- og redningsmissioner.
Interceptorerne vil få en nøglerolle som hurtige indsatsfartøjer til at eftersætte og borde skibe, samle personer op fra havet og fungere som dykkerplatforme og kan operere hele året rundt under isfrie forhold.
Interceptorerne leveres i 2026–2027, mens patruljebådene leveres mellem 2027 og 2029.
Sikrer operationel effektivitet
Med de nye både satser den svenske kystvagt på øget robusthed, serieproduktion og bedre arbejdsforhold for besætningerne, fortæller fungerende leder af Kustbevakningens Materiel- og Lokaleforsyningsafdeling, Christian Wentzel.
- De nye hurtigbåde styrker Kustbevakningens maritime overvågningsmission. Vi skal kunne bevæge os under alle vejrforhold og nogle gange med høj hastighed for at udføre opgaverne, hvilket stiller store krav til udstyret. De nye fartøjers serialitet og robusthed vil øge vores operationelle effektivitet, siger Christian Wentzel.
Om KBV 100-serien
Den svenske kystvagts, Kustbevakningens, højhastighedsbåde er meget brugt i operationer og findes pt. i flere ældre og nyere fartøjer i forskellige modeller.
Fra 2026-2029 udskiftes en del af flåden med 14 hurtigbåde i en ny KBV 100-serie fra finske Boomeranger Boats Oy.
Fartøjerne får drivsystemer certificeret til det mere miljøvenlige biodieselbrændstof HVO100.
Kystpatruljebåde (Coast Patrol Boat, CPB)
Ni enheder leveret 2027–2029
Tilpasset og udstyret til at udføre opgaver som miljø- og søredning, maritim overvågning, told- og fiskerikontrol m.m. året rundt under isfrie forhold
Mulighed for at blive brugt i EU's Frontex missioner i f.eks. Middelhavet
Cirka 13,5 meter lange
Tophastigheder på 40 - 45 knob
Interceptorer
Fem enheder, som er mindre, lettere og hurtigere end CPB'erne til levering i 2026-2027
Tilpasset og udstyret til at udføre opgaver som miljø- og søredning, maritim overvågning, told- og fiskerikontrol m.m. året rundt under isfrie forhold
Cirka 11,5 meter lange
Kilde: Kustbevakningen
En milepæl for Boomerang Boats
Hos Boomeranger Boats fremhæver adm. direktør Janu Leskinen kontrakten som en vigtig milepæl.
- Vi er fuldt ud dedikerede til at opfylde Kustbevakningens høje standarder og sikre, at deres operationelle krav opfyldes med præcision og ekspertise. Kontrakten bekræfter vores engagement i kvalitet og innovation inden for maritime løsninger, siger Jani Leskinen til mediet Naval Design.
Også herhjemme er den danske Kystredningstjeneste på vej med en større flådefornyelse.
I februar 2025 afgav Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI) ordre på syv nye motoriserede redningsbåde, Danish Rescue Vessels (DRV), leveret af Maritime Partner AS i Norge.
De syv nye danske redningsbåde er af typen Sjøbjørn 71 eller Alusafe 2000 og forventes leveret mellem 2026 og 2028.