23948sdkhjf
Annonce

Se billederne: Problemramt færge endelig klar til afsejling

Problemerne har stået i kø for Disko Lines nye passagerfærge. Men nu er den god nok: Færgen er stævnet ud af Faaborg Havn med kurs mod Grønlands sydkyst

Nu er det sikkert og vist.

Disko Lines nye hybridfartøj er på vej til Grønland.

Faaborg Værft, der har færdiggjort skibet, sendte 'Maliina Ittuk' sikkert ud af den fynske havn tirsdag efter et længere ophold i Danmark.

Det kan du se i videoen her.

'Maliina Ittuk' skal dog lige have 14 dage mere i dansk farvand ud for Svendborg, hvor den venter på passende vejr til at tage turen til Grønland.

Det oplyser Jan Mortensen, der er direktør på Faaborg Værft, der kalder overdragelsen af fartøjet til Disko Line for 'en milepæl'.

Færgen måler 38 meter og har plads til 113 passagerer og fire besætningsmedlemmer. Færgen er udstyret med en batteripakke på 400 kW/t og kan skyde en fart på 17 knob. 

Fartøjet skal indsættes som passagerfærge langs Grønlands sydkyst og er det første nybyggede fartøj til Grønland siden 1998. 'Maliina Ittuk' bliver rederiet Disko Lines største færge med sine 113 passagerer - det næststørste skib i flåden er 'Najaaraq Ittuk,' der tæller 60 passagerer.

Søfart forsøger at få en kommentar fra værftsdirektør Jan Mortensen. 

Ramt af forsinkelser

Men det har ikke været en nem omgang at få 'Maliina Ittuk' gjort fra tanke til handling.

Opgaven med at bygge af 'Maliina Ittuk' landede i første omgang hos Assens Skibsværft i slutningen af 2021, men ved juletid 2023 løb Disko Line og værftet sur i samarbejdet og indgik et forlig om at ophæve samarbejdet.

Skibet skulle have været færdig i maj 2024, men allerede inden årsskiftet, var projektet ramt af så mange forsinkelser, at den leveringsdato ikke længere var realistisk.

Til Fyens Stiftstidende forklarede værftsdirektør i Assens Skibsværft, Erling Pedersen, at krigen i Ukraine kom til at betyde leveringsproblemer, der ikke kunne have været forudset, fordi kontrakten blev indgået, før Rusland angreb Ukraine i februar 2022.

Erling Pedersen beklagede forløbet men mener, at Assens Skibsværft har gjort et godt stykke arbejde.

Disko Line valgte herefter, at 'Maliina Ittuk' skulle bygges færdig på Faaborg Værft.

Selvom værftsdirektøren tidligere har fortalt, at skibet var 75 pct. færdigt, da det kom fra Assens, har det taget næsten halvandet år mere at få skibet gjort klart.

Og det skyldes netop, at skibet skal bygges til hybrid fremdrift, har administrerende direktør i Disko Line, Michael Sloth Højgaard, tidligere fortalt til det grønlandske medie KNR.

- Flere tekniske problemer er dukket op – især i forhold til el og rum til batteriet. Det er et stort batteri, der er tale om, og det har meget energi i sig. Der er store krav til sådan et rum, både med døre og udluftning. Der er også kommet skærpede krav undervejs i byggeriet – og vi har måttet skifte døre og udluftning, fortalte Michael Sloth Højgaard.

Den gang regnede han med, at skibet kunne sejle ud af Faaborg i februar eller marts. Det nåede han næsten, i det afsejlingen fandt sted 1. april.

Ikke nok strøm

'Maliina Ittuk' er en hybridfærge med batteripakke og Volvo Penta dieselmotor. Drømmen var fra rederiets side, at færgen skulle manøvrere ind og ud af havnene på batteri, mens de lange stræk på åbent hav skulle foregå på dieseldrift. Simpelthen fordi, afstandene er for lange til, at batteripakken kan række.

Men det kommer ikke til at ske i første omgang.

Infrastrukturen i de grønlandske havne er nemlig ikke kommet så langt, så skibet kan lade, når det ligger i havn.

Den kritik har nybygningschef i Disko Line Peter Caspersen før udtalt overfor Søfart.

- Vi kommer med færgen, men Nukissiorfiit (det grønlandske selvstyre, red) er ikke i mål med at etablere landstrøm havnene i det nødvendige omfang. Vi har dermed en hybridfærge, vi ikke kan lade op med relativt grøn strøm i havn, sagde Peter Caspersen i februar 2024, da skibet endnu var ved at blive bygget.

Desuden var drømmen, at den nye hybridfærge skulle ligge for strøm om natten til at drive fartøjets basislast og dermed være emissionsfrit i de mørke timer. Netop derfor er skibet designet uden oliefyr.

Disko Line har til det sidste håbet, at Selvstyret ville levere strøm på havnene.

- Det har været en svær overvejelse, men vi havde troet på, at infrastrukturen kom. Hybridfærgen har været væsentligt dyrere og meget mere kompleks at bygge, end en konventionel færge. Ydermere stiller den helt andre krav til de søfolk, der skal drive den, så det har ikke været nemt for os at tage det skridt. Så meget desto mere ærgerligt er det, at landstrømmen ikke er der, siger Peter Caspersen.

Den største

Disko Line råder over 10 fartøjer - inklusive den kommende tilføjelse - og de andre færger har passagerkapacitet på enten 12, 36 eller 60 passagerer. 'Maliina Ittuk' kommer til at kunne have 113 mennesker med ombord.

Årsagen til, at Disko Line bestilte ny færge og tilmed i den størrelse er, at Grønland står over for en udvidelse af lufthavnskapaciteten.

Det har formand for Disko Line Jørgen Sølvsted Nielsen tidligere fortalt til Søfart.

- Grønland får i de kommende år nye og udvidede lufthavne. Det forventer vi kommer til at skabe en større efterspørgsel på Disko Lines services – først og fremmest på nogle af de ruter, vi besejler i kontrakt for Selvstyret, men formodentlig også i forhold til charterture, der er drevet af turistindustrien, forklarer Jørgen Sølvsten Nielsen.

Konkret er der tale om udvidelse af lufthavnene i hovedstaden Nuuk og i Ilulissat ved Diskobugtens munding samt en nyopført lufthavn i Qaqortoq i den sydligste del af Grønland. 

De tre lufthavnsprojekter dækker tilsammen Disko Lines store operationsområde fra Sydgrønland op ad vestkysten over hovedstadsområdet til og med Diskobugten.

Kommenter artiklen
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.109