23948sdkhjf

Birgit Nørgaard sætter sig for bordenden hos Scandlines

Hun afløser Vagn Sørensen, der har siddet på posten i fire år

Der kommer en ny person i spidsen for Scandlines' tilsynsråd. 

Det såkaldte tilsynsråd i Scandlines er det øverste organisatoriske organ i rederiet og svarer til en klassisk bestyrelse.

Ny forkvinde er Birgit Nørgaard, der overtager posten efter Vagn Sørensen, der har siddet på posten siden 2020.

Det oplyser Scandlines. 

Birgit Nørgaard kommer med tung erfaring fra bestyrelsesarbejde inden for områder af logistik, teknik, infrastruktur, produktion og energi. 

Hun sidder p.t. i bestyrelsen for blandt andre Associated Danish Ports, NCC International AB, WSP Global Inc. og Associated British Ports. Hun har desuden været CEO i den rådgivende ingeniørvirksomhed Carl Bro A/S og COO i Grontmij NV, der i dag begge er en del af Sweco-koncernen.

- Arbejdet med rederiets grønne agenda og stærke kundefokus er enormt spændende, ligesom det er en vigtige rolle at sikre forsyningskæder, der virker, og tilbyde kunderne kvalitetsrejser. Sammen med ledelsen bliver målet at sikre, at Scandlines er fit og bedst muligt forberedt på den kommende konkurrence med Femern-tunnelen, siger Birgit Nørgaard.

Birgit Nørgaard overtager formandsposten efter Vagn Sørensen, der har været tilsynsrådsformand hos Scandlines siden begyndelsen af 2020. 

- Jeg har nydt min rejse med Scandlines. Den har budt på mange forskellige opgaver – lukkede grænser under COVID-19 og investering i ny emissionsfri færge til Femern Bælt for blot at nævne nogle få. Nu er det rette tidspunkt kommet til at give stafetten videre, og jeg glæder mig over at overlade stolen til en erfaren leder, der i løbet af sin karriere har håndteret mange problemstillinger, siger Vagn Sørensen.

Ny topchef

Det er ikke eneste jobnyt, som Scandlines har præsenteret denne måned.

1. maj kom det frem, at rederiet havde ansat franskmanden Eric Gregoire som ny topchef. Han kommer uden rederierfaring fra et job som CEO i Goodpack i Singapore. Han starter i Scandlines i juli.

Samtidig udpegede også Scandlines også ny finansdirektør i form af Mikael Koch Jensen. 

Direktionen vil fremadrettet bestå af Eric Gregoire, Mikael Koch Jensen og den erfarne driftsdirektør Michael Guldmann Petersen.

Udskiftningen på topposten skete, fordi tidligere CEO Carsten Nørland forlod jobbet tilbage i februar efter lidt mere end to år i jobbet. 

- Virksomheden er på en meget succesfuld kurs, og vi er midt i en forandringsproces mod en mere positiv virksomhedskultur, og det er nu tid til at komme videre mod nye udfordringer, skrev Carsten Nørland i et opslag på LinkedIN i forbindelse med sin exit. 

Umiddelbart efter blev driftsdirektør Michael Guldmann Petersen konstitueret som CEO.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094