23948sdkhjf

Fagforening om fregatsag: Udlandet må kigge forbløffet på Danmark

Det her morads kan ikke fortsætte, lyder det fra Forsvarets største fagforening efter fregatsag

Krisesagerne bliver ved med at dukke op i Forsvaret, og det er et sygdomstegn, som politikere og forsvarsledelse må tage alvorligt.

Nu må der sættes ind på at genoprette tilliden, siger Jesper Korsgaard Hansen, formand for Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS), ovenpå sagen om fregatten "Iver Huitfeldt" og hjemsendelsen af forsvarschef Flemming Lentfer.

- Hvis ikke begge parter - Forsvarets ledelse og politikerne - forstår, at det her morads ikke kan fortsætte, kommer vi aldrig videre, siger han.

- Det skader Forsvaret på den måde, at det skaber et omdømme af Forsvaret som nogle, der ikke kan finde ud af det, siger han.

Det var onsdag aften, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) meddelte, at Flemming Lentfer var hjemsendt.

Hjemsendelsen kommer altså efter sagen om "Iver Huitfeldt", der i marts blev angrebet af droner, hvor et centralt system gik ned, og ammunition var defekt.

Jesper Korsgaard Hansen påpeger, at de mange kritiske sager i Forsvaret kan skade Danmarks ry i udlandet.

- Andre lande må kigge med forbløffelse og sige: Hvad sker der?

- Hvordan kan det være, at danskerne ikke kan finde ud af det, når man kan finde ud af det alle andre steder? Kig til Norge og Sverige. Der har de ikke problemer med at løse de ting, der skal løses, siger Jesper Korsgaard Hansen.

Sagen om "Iver Huitfeldt" har skabt stor forvirring på Christiansborg. Først blev Forsvaret bedt om at lave en redegørelse, der blev lækket, hvori Forsvaret frikendte sig selv.

Siden fik Troels Lund Poulsen en ny og opdateret redegørelse, som ifølge ham ikke stemmer overens med den første. En endelig redegørelse ventes næste uge.

Forløbet fik Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, til onsdag aften at erklære sig "målløs".

- Jeg kan ikke gennemskue, hvad der foregår, hvis jeg skal være helt ærlig, sagde han.

Jesper Korsgaard Hansen siger, at man må finde sig til rette og få talt om, hvordan man kommer videre.

- Der er tusindvis af mennesker i Forsvaret, der løser en vigtig opgave. Det bliver ødelagt af de her sager. Nu må man tage sig sammen. Vi er slet ikke kommet i gang med noget endnu - der er ikke engang købt en bøtte maling.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093