23948sdkhjf

Skibe med nødhjælp til Gaza vender om efter angreb på hjælpearbejdere

Skibe vender tilbage til Cypern uden at have læsset al nødhjælp af, efter at syv hjælpearbejdere blev dræbt

Skibe med nødhjælp til Gaza vender om, efter at syv hjælpearbejdere i organisationen World Central Kitchen (WCK) blev dræbt i et israelsk angreb.

Det oplyser en cypriotisk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AP.

Tre skibe med mange ton nødhjælp - heriblandt mad og andre forsyninger - ankom mandag til Gaza fra Cypern, skriver AP.

Ifølge talsperson for Cyperns udenrigsministerium Theodoros Gotsis blev 100 ton nødhjælp læsset af, mens 240 ton vil blive bragt tilbage til Cypern.

De syv medarbejdere fra WCK blev dræbt i et israelsk luftangreb i byen Deir al-Balah i Gazastriben sent mandag. Det meddelte WCK i en udtalelse tidligt tirsdag morgen.

Nødhjælpsskibene blev organiseret af De Forenede Arabiske Emirater og WCK.

Hjælpeorganisationen har tidligere udtalt, at den sætter sit arbejde i regionen på pause.

Israels militær har lovet at undersøge hændelsen. Premierminister Benjamin Netanyahu kalder det en "utilsigtet" og "tragisk" hændelse, at israelske styrker ramte uskyldige.

Stifteren af WCK, José Andrés, har tidligere omtalt angrebet på det sociale medie X.

- I dag mistede World Central Kitchen adskillige af vores søstre og brødre i et israelsk luftangreb i Gaza. Mit hjerte er knust, og jeg sørger for de afdødes familier og venner og hele vores WCK-familie, lød det.

Fra en række steder har der været fordømmelser af angrebet.

Det Europæiske Råds formand, Charles Michel, skriver på X:

- Det er på høje tid, at nedslagtningen af uskyldige civile og humanitære arbejdere stopper.

- Der bør være en undersøgelse, og gerningsmændene bør stilles til ansvar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14