23948sdkhjf

Mærsk hyrer rådgivere til at kigge på muligt milliardopkøb

Det er vigtigt for Mærsks topchef at tage beslutning om muligt opkøb af tysk speditør på et oplyst grundlag

I begyndelsen af februar luftede Mærsks topchef, Vincent Clerc, sin interesse for at købe den tyske speditør DB Schenker.

Nu har den danske rederigigant taget et konkret skridt for at finde ud af, om et eventuelt opkøb giver mening.

Mærsk har hyret rådgivere, som skal gøre selskabet klogere. Det skriver Børsen.

- Når du kigger på det, bliver du nødt til at gøre det rigtigt. Det vil sige, at vi får den assistance og den hjælp, der er behov for til at køre en god proces, siger Vincent Clerc til avisen.

Mærsk-ledelsen har i flere år været afvisende, når snakken gik på et muligt opkøb af en speditør. Men det har altså ændret sig.

Det er vigtigt for Vincent Clerc at kunne kigge tilbage og sige, at man tog den rigtige beslutning - hvad end den bliver.

Rederiet er ikke det eneste danske selskab, der har meldt sig på banen som en mulig overtager.

Transportselskabet DSV er tidligere blevet anset som favorit til at opkøbe den tyske konkurrent.

Børsen skrev for to uger siden, at DSV har hyret de to storbanker HSBC og BNP Paribas til at rådgive om, hvordan et bud på tyske DB Schenker kan se ud.

Det skrev avisen efter at have talt med flere anonyme kilder "tæt på den hemmelige proces".

Rygterne har længe svirret om DSV 's interesse i den tyske konkurrent, der kan ende med at koste på den anden side af 100 milliarder kroner, skriver avisen.

Det vil i så fald være danmarkshistoriens største opløb.

DSV har ikke ønsket at forholde sig til oplysningerne, da man har den politik, at eventuelle opkøbsaktiviteter ikke kommenteres.

Det er det statslige tyske jernbaneselskab Deutsche Bahn, som ejer DB Schenker. Sidstnævnte er lige nu verdens fjerdestørste transport- og logistikvirksomhed.

Det danske selskab er en plads foran, men et eventuelt opkøb vil bringe DSV helt op på førstepladsen i branchen. Og der vil i så fald være langt ned til nummer to.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.422