23948sdkhjf

Briternes flagskib må blive i havn

Den britiske flådes stolthed er gjort ukampdygtig af propel-problemer. Hangarskibet HMS "Queen Elizabeth" skulle ellers på Nato-øvelse, men må nu blive hjemme

Der er igen problemer med et af den britiske flådes hangarskibe.

Det er HMS 'Queen Elizabeth', der også har status af flagskib, som nu skal repareres. 

Der er problemer med en propelleraksel.

Problemet blev opdaget kort før, at skibet søndag skulle være afsejlet til Atlanterhavet for at være flagskib i Nato-øvelsen Steadfast Defender.

Det er den største Nato-øvelse siden Den Kolde Krig. Også den danske flåde deltager.

Avisen The Independent skriver, at otte britiske, amerikanske, spanske og danske flådefartøjer skulle ledsage "Queen Elizabeth" under øvelsen.

- Det er på en måde flovt. For at sige det mildt er det ikke ideelt, siger Nick Childs, flådeanalytiker i tænketanken Det Internationale Institut for Strategiske Studier, til The Guardian.

Han henviser blandt andet til, at der i Storbritannien er gjort meget ud af, at "Queen Elizabeth" skulle være flagskib i Nato-øvelsen.

Det ser dog ud til, at der alligevel kommer et hangarskib med på øvelsen. Flåden sender HMS 'Prince of Wales', søsterskib til 'Queen Elizabeth'.

Det skal imidlertid først gøres klar til opgaven, men sejler afsted så hurtigt som muligt.

Kendt problem

Propellerproblemer er ikke ukendte for flådens mekanikere, selv om de to hangarskibe er nye.

'Queen Elizabeth' blev leveret i 2017.

Skibet kan have 40 krigsfly om bord, og selv om det "kun" er omkring halvdelen af de amerikanske hangarskibes kapacitet, var hun det største skib, som den britiske flåde nogensinde havde fået leveret.

I 2019 fik flåden søsterskibet "Prince of Wales", og så var der to skibe på samme størrelse.

De har kostet hver omkring tre milliarder pund - 26 milliarder kroner.

Også 'Prince of Wales' har haft propellerproblemer.

I august 2022 skulle hun på et stort anlagt besøg i USA, men inden hun var ude af britisk farvand, opstod der problemer med en propeller.

Skibet måtte slæbes tilbage for at blive repareret.

Propellerproblemet med 'Queen Elizabeth' betyder, at flåden nu står uden normal slagkraft.

James Heappey, britisk minister for de væbnede styrker, har luftet tanker om, at Storbritannien kan sende et hangarskib til Det Røde Hav, når USA trækker sit hangarskib i området, USS 'Dwight D. Eisenhower', hjem.

USA og Storbritannien beskytter international skibsfart mod houthioprørere, der fra Yemen sender droner og missiler mod civile fragtskibe. Det sker i protest mod Israels krig i Gaza, siger de.

Fly fra 'Eisenhower' bruges mod houthierne, mens briterne angriber med fly fra en base på Cypern.

Åbent spørgsmål

Men når 'Eisenhower' sejler hjem, kan der måske komme et britisk hangarskib til Den Røde Hav, lød det fra Heappey den 31. januar.

- Det er en kendsgerning, at 'Eisenhower' ikke kan blive for evigt. Så der er det med at opretholde tilstedeværelsen af et hangarskib i regionen, og her kan vi måske samarbejde med amerikanerne om at stille denne kapacitet til rådighed, sagde han ifølge dpa.

Om briterne kan sende et hangarskib nu, da et af dem er på værft, er et åbent spørgsmål. Heappeys udtalelse kom, før "Queen Elizabeth"s højre propel stod af.

Som i Danmark og flere andre vestlige lande tales der i Storbritannien om, hvorvidt de væbnede styrker er i stand til at føre krig, hvis det skulle komme så vidt.

The Independent skriver, at der er bekymring for våbenlagrene og for mangel på soldater.

Underhusets forsvarsudvalg sagde søndag i en erklæring, at militæret "konstant er overbebyrdet".

Der er problemer med rekruttering, også i flåden, og flere og flere professionelle soldater forlader militæret.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156