23948sdkhjf

Amerikanske søfolk forsvundet ud for Somalia erklæres døde

Siden to amerikanske søfolk den 11. januar forsvandt har en eftersøgning været i gang. Den er nu afsluttet

To amerikanske søfolk, som tidligere på måneden blev meldt savnet i Adenbugten, er stadig ikke blevet fundet.

De betragtes nu som afdøde, siger embedsmænd i militæret til nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om to kommandosoldater i den amerikanske flåde.

De blev meldt savnet, efter de den 11. januar gik ombord på et iransk skib nær Somalias kyst, skriver den amerikanske militære centralkommando, Centcom, på det sociale medie X.

Adenbugten ligger syd for Den Arabiske Halvø mellem Det Røde Hav og Det Indiske Ocean.

Der har siden været en omfattende eftersøgning i gang, fremgår det. Den er nu afsluttet.

- Vi sørger over tabet af vores to specialiserede søfartskrigere, og vi vil for altid ære det, de har ofret, og det eksempel, de har sat. Vores bønner går til kommandosoldaternes familier, venner, den amerikanske flåde, og alle i specialoperationerne, udtaler Centcoms øverstbefalende Michael Erik Kurilla.

Af hensyn til de to søfolks familier vil der på nuværende tidspunkt ikke blive offentliggjort mere information om forløbet, lyder det.

De savnede var udsendt til USA's femte flådes operationsområde for at understøtte en bred vifte af missioner i havområdet.

USA har den seneste tid udført en række angreb mod mål relateret til Houthi-bevægelsen i Yemen. Det er sket, efter Houthi-oprørerne i november begyndte at angribe internationale handelsskibe i Det Røde Hav.

Der er dog ingen meldinger om, at bevægelsen spiller en rolle i søfolkenes forsvinden.

Houthi-bevægelsen er en væbnet bevægelse, som med støtte fra Iran har taget magten i det meste af Yemen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11