23948sdkhjf

Kanonen på to arktiske krigsskibe har ikke kunnet skyde i 15 år

To af Forsvarets arktiske skibe har kanoner, som ikke har kunnet skyde i 15 år, fordi et våbensystem mangler

I 15 år har to af Forsvarets krigsskibe i Arktis ikke kunnet bruge sine kanoner, fordi der aldrig er blevet installeret et afgørende våbensystem om bord.

Et våbensystem som Forsvarsministeriet selv kalder "et fundamentalt grundelement".

Det viser flere dokumenter, som DR har fået aktindsigt i. Det bakkes op af flere kilder med kendskab til skibene.

Inspektionsfartøjerne af Knud Rasmussen-klasse har til formål at patruljere og håndhæve Rigsfællesskabets suverænitet i de arktiske farvande omkring Grønland og Færøerne.

Det gør de bevæbnet med en 76 millimeter M/85-kanon. Men skytset på fordækket har i årevis kun været der for syns skyld.

Der mangler en afgørende del af våbensystemet, som aldrig er blevet monteret.

Uden den er kanonen ikke i stand til at blive brugt rigtigt.

Det kommer bag på forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), da DR konfronterer ministeren med sagen.

- Det er på ingen måder acceptabelt, siger Troels Lund Poulsen.

Forsvaret råder over tre krigsskibe i den klasse. De første to blev taget i brug i 2008 og 2009.

Det tredje fartøj er nyere og blev taget i brug i 2016. Men i modsætning til de to første, blev det fra starten bygget med en fuldt funktionsdygtig kanon.

Før de sejlede afsted på patruljer, blev de to første skibe aldrig udstyret med en central og afgørende del af våbensystemet.

Det drejer sig om et Ceros-ildledelsessystem, der groft sagt er kanonens øjne og hjerne.

Det er ildledelsessystemet, der gør, at kanonen kan ramme plet med centimeters præcision på både kort og lang afstand.

Uden et ildledelsessystem er krigsskibenes kanon ikke i stand til andet end at se skræmmende ud og skyde varselsskud op i luften.

I 2015 fik Folketingets Finansudvalg at vide, at Forsvarsministeriet havde besluttet at købe våbensystemerne hos svenske Saab for 42 millioner kroner.

Men der gik syv år, før indfasningen for alvor gik i gang på det ene af de to inspektionsfartøjer. I løbet af 2024 får det andet skib ifølge planen et ildledningssystem på.

Forsvarsministeren har på baggrund af DR's historie bedt Forsvarsministeriet om en redegørelse af forløbet, som ventes i slutningen af januar.

- Jeg har ikke nogen forklaring. Jeg er desværre også overrasket over, at man har truffet en beslutning tilbage i 2015, som der ikke er blevet eksekveret på, siger Troels Lund Poulsen til DR.

Det næste årti skal der bruges over 100 milliarder kroner på at opgradere Forsvaret. Forsvarsministeren kalder det naturligt med bump på på vejen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095