23948sdkhjf

Krigsskibe skal beskytte skibe ved Yemen

Iransk-støttede oprørere i Yemen truer skibsfart op igennem Det Røde Hav mod Suezkanalen. Det skal international koalition sætte en stopper for. Danmark er med

Det skal være slut med at affyre missiler eller droner mod handelsskibe i farvandet ved Yemen.

Et af rederiet Mærsk's containerskibe var i sidste uge tæt på at blive ramt af et missil, og flere andre skibe er også blevet beskudt.

I fredags blev et skib, der sejler under liberiansk flag, ramt og brød i brand.

Mærsk har efter angrebet den 15. december meddelt, at det midlertidigt indstiller sejlads i farvandet ved Yemen. Ifølge Reuters har 11 andre rederier gjort som Mærsk - eller de overvejer det.

De internationale nyhedsbureauer skriver, at det er iransk-støttede houthi-oprørere i Yemen, der affyrer missiler eller droner mod skibene.

Gruppen har sagt, at det er på grund af Israels angreb på Gazastriben.

Omkring 15 procent af al verdens varetransport til søs går igennem området. Vejen forbi Yemen og igennem Bab el-Mandeb-strædet fører ind i Det Røde Hav og op til Suez-kanalen, der munder ud i Middelhavet.

Ved at tage denne rute fra Asien og til Europa og tilbage igen sparer skibene den lange vej ned om Afrika, så det er et helt centralt område for verdenshandlen.

Nu har en koalition sat sig sammen for at beskytte skibene mod houthierne. Læs mere om koalitionen og den vigtige handelsvej her:

* Hvad er det for en koalition?

Det er en koalition, som USA har fået på benene, fremgår det af en erklæring, der blev udsendt natten til tirsdag af Lloyd Austin, USA's forsvarsminister.

- Lande, som vil opretholde de fundamentale friheds- og navigationsprincipper, må stå sammen og imødegå udfordringen, som udgøres af disse ikke-statslige aktører, der affyrer ballistiske missiler og droner mod fragtskibe fra et væld af lande, som sejler lovligt i internationalt farvand.

Ifølge Reuters indebærer samarbejdet, at patruljeskibe skal til farvandet ved Yemen og beskytte handelsskibe.

Operationen kaldes ifølge Austin "Velstandens Vogter".

* Hvem er med?

Det er Storbritannien, Bahrain, Canada, Frankrig, Italien, Holland, Norge, Seychellerne og Spanien. Danmark er ikke nævnt på listen, men forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger ifølge Reuters, at Danmark deltager. Han siger ikke noget om hvordan.

* Hvor er det præcist, at problemet er?

Det er på havet ved Yemen. Skibene er nødt til at komme tæt på Yemens kyst. For de skal igennem det kun 27 kilometer brede Bab el-Mandeb-stræde ved indsejlingen til Det Røde Hav.

På den ene side af strædet ligger Yemen på den Arabiske Halvø. På den anden side på Afrikas Horn ligger Djibouti og Eritrea.

* Kan skibene ikke bare sejle syd om Afrika?

Det kan de godt. Men det vil gøre transporttiden meget længere, koste mere brændstof og gøre varer dyrere. Og det gælder stort set alle varer. Det kan give dyrere benzin til din bil, dyrere elektronik, dyrere tøj.

Foreløbig har den mest direkte konsekvens, når det gælder økonomi, været dyrere forsikring for skibene, skriver The Guardian.

* Kan den internationale koalition stoppe houthierne?

Måske. Det kan være, at presset skal komme fra Iran, der støtter oprørerne. Men analytikere har ifølge The Guardian været noget overrasket over, hvor let oprørerne faktisk har haft ved at ramme skibsfarten fra næsten den ene dag til den anden.

De har base i Sanaa, Yemens hovedstad. De har tidligere i konflikten sagt, at de gik efter at ramme skibe, der skulle til Israel eller kom fra Israel.

Men skibe, der ikke har noget at gøre med Israel, er også blevet ramt.

Mohammed al-Bukhaiti fra houthiernes ledelse har sagt til al-Jazeera, at houthierne vil konfrontere enhver koalition, som USA stykker sammen i Det Røde Hav.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141