23948sdkhjf

Von der Leyens besøg og Churchills 'MS Selandia'-besøg i samme vægtklasse

Få er mere realistiske om søfartens grønne omstilling end skibsingeniøren Hans Otto Kristensen. Men han er imponeret over, at Mærsk er kommet i mål med et metanolskib

Hans Otto Kristensen har et aldeles maritimt CV, han er skibsteknisk ekspert for IDA, og søfartens grønne omstilling ligger ham på sinde. Samtidig er han en af de mest realitetsbundne kommentatorer af søfarten. Branchens udfordringer er enorme.

Alligevel tilskriver Hans Otto Kristensen dagens navngivning af Mærsks metanolskib ’Laura’ betydelig symbolsk betydning.

- Det der i dag er sket med navngivningen af ’Laura’ ved Esplanaden, betragter jeg som en lige så vigtig begivenhed som søsætningen af verdens første oceangående motorskib ’MS Selandia’, siger Hans Otto Kristensen.

Jeg må sige, at i stedet for at snakke, så gør Mærsk virkelig noget Hans Otto Kristensen, skibsingeniør

MS Selandia blev bygget på bestilling af Aktieselskabet Det Østasiatiske Kompagni, og både skib og dieselmotor blev bygget af Buurmeister & Wain i København. På skibets jomfrurejse i 1912 lagde MS Selandia vejen forbi London, hvor det britiske Admiralitet holdt til.

Churchills besøg på ØKs 'MS Selandia'

- Der findes et foto af Winston Churchill, hvor han som britisk flådeminister går fra borde på det danske dieselmotorskib ’MS Selandia’. Churchill udviste nysgerrighed og interesse for, hvordan sådan et dieseldrevent skib så ud, fortæller Hans Otto Kristensen.

- Det er ikke overdrevent at trække en parallel til Ursula von der Leyens navngivning af 'Laura' som startskuddet på en lignende æra i skibsfartens historie. Jeg ser den 14. september 2023 som startskuddet til en ny udvikling, som både sigter mod ambitionerne i 2030 og 2050, uddyber Kristensen.

IMOs målsætning er, at skibsfarten i 2030 skal have reduceret CO2-udslippet med 20 pct. I 2040 skal man have nået 70 pct., og i 2050 skal skibsfarten være klimaneutral.

Nogle snakker, Mærsk handler

Men en ting er, hvad store internationale organisationer siger. En anden ting er, hvad store internationale virksomheder gør, og i den sammenhæng roser Hans Otto Kristensen Mærsk "for deres meget målrettede og dybt professionelle indsats."

- jeg må sige, at i stedet for at snakke, så gør Mærsk virkelig noget, siger Hans Otto Kristensen med eftertryk på ’virkelig’.

- Jeg er fascineret af Mærsks indsats, og det er ment af et oprigtigt skibsingeniør hjerte, der altid banker for at gøre skibsfarten mere effektiv med alle tilgængelige midler. 

- Her er der ikke bare tale om nogle tekniske forandringer af skibets fremdrivningsteknologi. Her er det selve grundelementet, man justerer ved at erstatte de fossile brændstoffer med nogle nye langt mindre drivhusgasudledende brændstoffer, som er den eneste vej, vi kan gå, for at opfylde fremtidens store GHG-reduktioner, slutter Hans Otto Kristensen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171