23948sdkhjf

Siriuspatruljen har været om bord på grundstødt krydstogtskib

Både passagerer og besætningsmedlemmer på grundstødt krydstogtskib ud for Grønlands kyst er i god behold

Alle ombordværende på et grundstødt krydstogtskib ud for Nordøstgrønland har det efter omstændighederne godt. Det skriver Arktisk Kommando på Facebook.

Skibet, der har 206 passagerer og besætningsmedlemmer om bord, stødte på grund i Alpefjord nær Mestersvig i Nationalparken i Østgrønland. Det skete mandag eftermiddag.

Siden har skibet forsøgt at komme fri, dog uden held. Inspektionsfartøjet "Knud Rasmussen" er blevet sendt afsted mod skibet for at bistå med hjælp. Det ventes fortsat at være fremme fredag morgen.

Personel fra Siriuspatruljen har allerede været om bord på krydstogtskibet for at danne sig et overblik over situationen. Og hvis der opstår et akut behov for det, kan patruljen være fremme ved skibet igen inden for halvanden time.

Siriuspatruljen er en lille, militær specialenhed, som tilbagelægger enorme afstande i det nordøstlige Grønland på slæderejser. Blandt andet med det formål at håndhæve dansk suverænitet i det enorme naturområde.

Følger situationen

En del af planen har været at se, om skibet, der er navngivet "Ocean Explorer", kan drage fordel af højvande og på den måde vride sig fri. Det melder Arktisk Kommando dog ikke noget om onsdag middag.

Grønlands Politi og Arktisk Kommando følger situationen tæt for løbende at vurdere, om det bliver nødvendigt at evakuere passagererne fra skibet. Indtil nu tyder intet dog på, at skibet har taget alvorlig skade af grundstødningen. Derfor er der heller ikke umiddelbart en risiko for miljøet. 

- I den specifikke situation ser vi ikke akut fare for menneskeliv eller for miljøet, hvilket er betryggende, har Brian Jensen, kommandørkaptajn ved Arktisk Kommando, tidligere sagt.

- Vi følger selvfølgelig situationen tæt og tager denne hændelse meget alvorligt.

Både Selvstyret, Søfartsstyrelsen og Havarikommissionen er orienteret om hændelsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094