23948sdkhjf

300 pakistanere meldes døde i migrantbåds forlis i Grækenland

Over 300 pakistanere døde ifølge formand for senat i forlis i Middelhavet. Mandag er der landesorg i Pakistan

Over 300 pakistanere er døde i det skibsforlis, der skete på Middelhavet ud for Grækenlands kyst i onsdags.

Det siger formanden for Pakistans senat, Muhammad Sadiq Sanjrani, ifølge CNN i en udtalelse søndag.

- Vores tanker og bønner er med jer, og vi beder for, at de sjæle, der er taget afsted, får evig fred. Denne katastrofale hændelse understreger det akutte behov for at adressere og fordømme den afskyeligt illegale menneskesmugling, lyder det i udtalelsen.

Græske myndigheder har ikke bekræftet udtalelsen fra Sanjrani.

Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, har mandag erklæret landesorg til minde for dem, der er døde i forliset.

Europæiske myndigheder har stadig ikke oplyst, hvor mange der var om bord på båden, da den sank. Estimater varierer fra 400 til over 700 personer.

Der er heller ikke et officielt tal for, hvor mange der har mistet livet i forliset.

I weekenden anholdte myndighederne i Pakistan 10 formodede menneskesmuglere, der kan have forbindelse til skibsforliset i Grækenland.

Premierministeren siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at personer, der findes skyldige i menneskesmugling, vil blive straffet hårdt.

Hvert år begiver tusindvis af pakistanere sig ud på farefulde rejser for at nå legalt eller illegalt til Europa i deres søgen efter en bedre tilværelse. De flygter fra kaotiske forhold, som skyldes politiske spændinger og en økonomi på randen af et sammenbrud.

EU's kommissær for indre anliggender Ylva Johansson siger ifølge CNN, at tragedien i sidste uge kan være en af de værste på Middelhavet.

Johansson fordømmer også de menneskesmuglere, der anbringer folk på bådene, der ofte er overfyldte. Hun tilføjer, at det er absolut nødvendigt at forhindre det.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078