23948sdkhjf

Gidselramt bunkerrederi leverer milliardoverskud

Det overophedede shippingmarked smittede også af på bunkerrederiet Monjasa, der endte med et resultat på over en milliard kroner

Bunkerrederiet Monjasa kom ud af 2022 med et overskud på 1,2 mia. kr. ud af en omsætning på 39 mia. kr.

Monjasa sælger skibsbrændstof ofte i STS-operationer rundt om i verden, og det er blandt på denne baggrund, at selskabet har hentet det gode resultat. De ændrede handelsmønstre på verdensplan betød bl.a., at olieprodukter skulle transporteres over længere afstande og i nye områder, hvilket medførte et øget forbrug af bunkers og i geografiske områder, hvor Monjasas logistik blev efterspurgt. 

- Vi er meget tilfredse med årets resultater og at levere 12 pct. mere brændstof i et år med stor ubalance på olie- og shippingmarkederne. For Monjasa har det seneste år handlet om at være helt tæt på vores kunder og matche det konstant skiftende udbud og efterspørgsel i shipping-hubs rundt om i verden – og her spillede vores samlede logistik og flåde på 30 skibe en afgørende rolle, siger Group CEO, Anders Østergaard i en meddelelse om resultatet.

Nigerianske pirater frigiver de sidste seks Monjasa-søfolk

Blandt verdens største

Ifølge meddelelsen lykkedes det Monjasa at opnå en stigende markedsandel og placerer sig selv med et salg på 6,4 mio. tons skibsbrændstof blandt de ti største bunkerleverandører i verden.

- Monjasas organisation er skabt til at navigere i vanskelige lokale markeder og samtidig forstå sammenhængen med vores kunders samlede forretning på tværs af regioner og geografi. Sidste år så vi hvordan denne evne, sammen med et tæt internt samarbejde, gjorde at Monjasas service var mere efterspurgt end nogensinde før. Sammen med vores markant forbedrede økonomiske fundament står Monjasa i en stærk position til at bidrage til industriens vigtigste dagsordener, herunder shippings grønne omstilling sammen med vores partnere, uddyber Anders Østergaard.

Bæredygtige partnerskaber

Anders Østergaard gør desuden opmærksom på, at Monjasa har en klar ambition om at bidrage til shippings grønne omstilling ved at binde industrien sammen og levere logistik og nye produkter til slutkunderne. Som eksempel peger han på, at Monjasa i 2022 udvidede sit leverandørnetværk og leverede bio-fuel til shippingindustrien i Mellemøsten og Latinamerika og indgik også et partnerskab med HØST PtX Esbjerg for, på længere sigt, at fremme tilgængeligheden af grøn ammoniak i Europa. 

Stort PtX-projekt i Esbjerg indgår storstilet distributionsaftale

- I fremtiden vil Monjasa fortsætte med at opbygge nye relationer og indgå partnerskaber som matcher fremtidens efterspørgsel på grønt skibsbrændstof på kort, mellem og lang sigt, siger han.

Det gode resultat har blandt andet betydet, at rederiet har tilbagebetalt alle langfristede gældsforpligtelser i februar 2023.

I 2023 forventer Monjasa endnu et positivt år med et nettoresultat i størrelsesordenen DKK 280-560 mio.

Nøgletal for Monjasa Holding A/S årsregnskab 2022

• Volumen: 6,4 mio. tons (2021: 5,7 mio. tons)

• Omsætning: DKK 39 mia. (2021: DKK 23 mia.)

• EBIT: DKK 1,317 mia. (2021: DKK 205 mio.)

• Nettoresultat: DKK 1.209 mia. (2021: DKK 156 mio.)

• Egenkapital: DKK 2,251 mia. (2021: DKK 1,081 mia.)

• Solvensgrad: 46 % (2021: 31 %)

• Samlet antal leveringer: 13.425 (2021: 12.266)

• Flåde: 30 tankskibe og pramme (2021: 23 tankskibe)

• Samlet antal havne: 817 (2021: 737 havne)

Kilde: Monjasa

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11