23948sdkhjf

Orøfærgen fik grundig overhaling af thruster

For anden gang på to år har West-Marine i Esbjerg hjulpet Orøfærgen med at få styr på thrusteren

Sidste år satte et garn sig fast Orøfærgens ene propellersystem og forårsagede utæthed i propellens pakdåse. Færgen kom i nøddok i Assens Værft, hvorefter teknikere fra West-Marine i Esbjerg bogstaveligt talt fik redt trådene ud og ordnet utæthederne i pakdåsen.

Planlagt eftersyn

Denne gang er det så færgens årlige dokning, hvor færgen skulle gennemgå sin 20 års klasning, oplyser overfartsleder på Holbæk-Orø overfarten, Rune Bang Karstoft til Søfart.

- Færgen fik også sandblæst bunden helt ind til stålet og malet op på ny samt komplet lejeskift og overhaling på fremdriveren, uddyber han.

Tog thrusteren med til Esbjerg

Igen var det teknikere fra West-Marine, der stod for arbejdet med thrusteren, og ifølge COO i West-Marine Tom Nymand Kristensen er det ikke bare en selvfølge at give en thruster en overhaling. Men frem for at udføre arbejdet på Assens Værft, hvor Orø-færgen lå i tørdok, kørte teknikerne thrusteren på blokvogn til Esbjerg for det videre arbejde.

- Den store overhaling betød, at alt blev udskiftet - både lejer, liner, pakninger og O-ringe, fortæller Tom Nymand Kristensen.

Han peger desuden på, at der ikke skal så meget til, før en thruster ikke opfører sig optimalt, og en færge i værste tilfælde må søge nøddok.

- Hvis f.eks. en stor  eller kraftig line vikler sig om propel-akslen, kan det have store indvirkninger på et skibs fremdrift. I værste fald kan det blandt andet ødelægge motor, propel og koblinger, forklarer han.

Tom Nymand Kristensen peger desuden på, at en sten kan sætte sig fast imellem f.eks. propel og dyse og medføre skader på begge.

- Alt efter skadens omfang sender vi propellen ud af huset til bearbejdning og afbalancering. Det er lige som med et bil-hjul vigtigt, at propellen er i balance. Ubalance kan bevirke vibrationer på samme måde som i en bil, og dermed også føre til følgeskader, uddyber han.

Tom Nymand Kristensen har også set eksempler på, hvordan små fiskeliner kan arbejde sig ind i den udvendige propel-pakdåse, og forårsage skader på pakdåse og bøsning, som i værste fald også vil kræve, at færgen kommer i dok.

- Mange tror, at det at få tandhjulene til at løbe korrekt og i passende afstand imellem tænderne, er let som ”fod i hose”. Men at tandhjulene skal passe/løbe indenfor 1/100 af en millimeter, tænker folk ikke over, og at denne pasning er både vandret og lodret, påpeger han.

Efter endt arbejde hos West-Marine blev thrusteren kørt på blokvogn tilbage til Assens, hvor thrusteren blev monteret på færgen igen.

- Assens Skibsværft leverede et godt stykke arbejde, så vi er tilbage i drift som planlagt, fortæller Rune Bang Karstoft.

Forankringen er i Esbjerg – men West-Marine orienterer sig stadig længere væk fra bygrænsen

Stor thruster-overhaling i Esbjerg under helt særlige former

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11