23948sdkhjf

Blue Water: Vind-satsning går ud over bundlinjen

En strategisk målsætning om at gå ind i vindmøller har vist sig at være en mere bekostelig affære, end logistikvirksomheden Blue Water oprindeligt forventede

Selv om der er positive meldinger fra stort set alle forretningsområder i logistikkoncernen Blue Water, så må selskabet alligevel se, at selskabet kommer ud med et lavere overskud end forventet. Overskuddet for 2022 bliver på 83,5 mio. kr. 

Det er især en strategisk beslutning om at gå ind i vindmøller, der har vist sig mere omkostningsfuld end forventet. Det drejer sig om et joint venture – Danwind Blue Water, der også arbejder med installation af vindmøller.

Blue Water underskriver 5-årig kontrakt med vindmøllegigant

- Vi har et strategisk mål om at udvide vores services indenfor vindsektoren, hvor vi på transport- og logistikdelen har en stærk global position. Pipelinen i vores joint venture ser fornuftig ud, men da det primært er projektopgaver, vil der være udsving i driften. Vi må samtidig konstatere, at samarbejdet ikke har levet op til vores forventninger, og derfor er vores investering sidste år blev noget tungere end budgetteret, hvilket forringer vores samlede koncernoverskud med et større millionbeløb, siger CEO i Blue Water, Søren Nørgaard Thomsen, i en pressemeddelelse om regnskabet.

- Overskuddet er lavere, end vi forventede, og derfor er vi ikke tilfredse med det samlede resultat for koncernen. Men når det er sagt, så har vi set en solid og stærk performance i alle vores forretningsområder i et år med mange udfordringer for branchen og for vores kunder. Vores medarbejdere er lykkedes med at fastholde et højt serviceniveau og har med stor dedikation fortsat leveret effektive transportløsninger for vores kunder, uddyber Søren Nørgaard Thomsen.

Godt fra land

Ifølge meddelelsen voksede omsætningen for Blue Water i 2022 med 37 pct. fra 6,7 mia. kr. til 9,26 mia. kr. Stigningen skyldes primært meget høje fragtpriser på især søfragt, hvorfor toplinjens vækst ikke direkte har  afsmittende effekt på bundlinjen. Blue Water forventer, at omsætningen vil blive lavere i år, mens indtjeningen vil være højere.

- De høje fragtpriser giver ikke en reel afspejling af vores udvikling. Vi fokuserer mere på mængder, aktivitetsniveau og markedsandele. Og her følger vi vores strategi og bevarer fokus på effektivisering, konsolidering og profitabel vækst. Det, forudser vi, fortsætter, da vi er kommet godt fra start og forventer at levere et bedre bundlinjeresultat i år end sidste år, siger Søren Nørgaard Thomsen.

Bestyrelsesformand og grundlægger Kurt Skov har også en kommentar til regnskabet i meddelelsen, hvor han fremhæver den store fejring af selskabets 50 års jubilæum, som godt nok kostede millioner at samle 1400 ud af selskabets 2000 medarbejdere i Esbjerg, som han kalder et mindeværdigt højdepunkt.

Generationsskifte i Blue Water: Datter overtager efter Kurt Skov

- Det var en fantastisk oplevelse, og det har medvirket til at styrke fællesskabet, sammenhængskraften og forståelse på tværs af hele firmaet. Samtidig blev jubilæet også en markering af sidste skridt af generationsskiftet, da Anne tiltrådte som formand for Blue Water Fonden, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313