23948sdkhjf

ABB leverer strøm til skibe i havn

| Medlemsnyhed | Indrykket af ABB A/S

Ved at slukke generatoren og i stedet koble skibe til landstrøm begrænses udledning af SOx og NOx i havne.

ABB leverer transformere, kontaktorer, maksimalafbrydere, switchgear og andre vigtige komponenter til PowerCon, der har specialiseret sig i modulopbyggede landstrømsanlæg.

Det kræver masser af energi at holde dampen oppe, når store krydstogtskibe ligger til kaj, olieindustriens rigge og supply-skibe er i havn i månedsvis eller den store flåde af oceangående fiskefartøjer er hjemme med den seneste fangst. Den energi er traditionelt blevet produceret af generatorer ombord på fartøjerne selv, som derved udleder SOx og ultrafine NOx-partikler i havneområdet.

Det problem kan ingeniørvirksomheden PowerCon i Hadsund løse med landstrømsanlæg, som ABB leverer transformere, konvertere, kontaktorer, maksimalafbrydere, switchgear og andre vigtige komponenter til.

Voksende marked
Markedet for landstrømsanlæg vokser kraftigt i disse år. Ifølge et EU-direktiv skal havne i EU-medlemslande ved udgangen af 2025 udbyde landstrøm, primært i de cirka 200 TEN-T havne (transeuropæiske transportnet).

- Ved udgangen af 2020 har Power- Con leveret seks ud af otte landstrømsanlæg til krydstogt i Europa. Det fortæller Jacob Bjarkam, som er Business Developer Manager hos PowerCon, og han tilføjer:

- Vi har succes med at kunne levere den ønskede effekt på relativt begrænset plads. Det betyder noget, hvor meget eller rettere sagt lidt et anlæg på eksempelvis 16 MVA fylder på en havnefront. Det afspejler sig også i økonomien, da der bruges færre komponenter og mindre kobber.

– ABB leverer transformere, kontaktorer, maksimalafbrydere, switchgear og andre vigtige komponenter til PowerCon.

- PowerCon kan levere landstrømsanlæg fra 500 KW og op til 16 MW pr. anlæg. Lavspændte anlæg er typisk på 1-2 MW, men kan modulopbygges for at opnå en højere kapacitet. Højspændte anlæg til krydstogt er på 16 MW og kan ligeledes modulopbygges – i Bergen leverer vi således tre anlæg på i alt 48 MW. Anlæggene bygges ind i containere, så de er hurtige og nemme at stille op – enten ved siden af hinanden eller i flere lag afhængig af pladsen.

- Hjertet i et landstrømsanlæg er omformerdelen. Den producerer vi selv med blandt andet ABB-komponenter. Vores kernekompetence ligger helt klart i elektrisk konvertering, siger Jacob Bjarkam.

Den udtalelse understøttes af ABB-konsulent Jens Holst Jørgensen:
- ABB og PowerCon har fulgtes ad siden virksomhedens etablering, og det tekniske samarbejde har i høj grad karakter af et partnerskab. Ingeniørerne hos PowerCon taler således direkte med ingeniørerne på vores fabrik om specifikke løsninger på høj- og mellemspændingsdelen.

Alle former for strøm
Mens der i den offentlige debat er fokus på landstrøm til krydstogtindustrien, melder PowerCon om mindst lige så stor interesse for landstrøm til andre kunder i havnene:

- I Båtsfjord i det nordlige Norge kan der for eksempel kobles 44 fiskefartøjer eller mindre skibe til på samme tid. Vores anlæg bruges også til at forsyne borerigge eller supply-skibe, når de ligger i havn, ofte i lange perioder ad gangen. Vores kunder kan få præcis den frekvens og den spænding, de ønsker. Netop fordi vores anlæg er bygget i container, er vi i stand til at fuldteste, inden anlæggene forlader Hadsund – dette er en stor styrke. siger Jacob Bjarkam. PowerCon har dog først og fremmest gjort sin entré på scenen for landstrøm ved at bevise over for markedet, at man kan levere energi til selv de største:

- Krydstogtskibe opererer med en spænding på 6,6 eller 11 kV ved 60 Hz. Det betyder, at vi først skal transformere indgangsforsyningen til en lavere spænding, hvorefter frekvensomformerne kan ændre frekvensen fra 50 Hz til 60 Hz – og så skal en ny transformer levere de ønskede 11 kV ud mod skibet. Alt det kræver en meget avanceret styring og en stribe af godt kram som eksempelvis frekvensomformere, maksimalafbrydere og andet switchgear, slutter Jacob Bjarkam.

POWERCON
PowerCon A/S blev stiftet i 2009 af tre udviklingsingeniører fra vindmøllebranchen. Virksomheden er specialiseret i at udvikle, designe og producere prototyper af frekvensomformere til vindmøller samt testudstyr.
I dag er PowerCon især kendt for udvikling og produktion af komplette landstrømsanlæg, der leveres til stadigt flere europæiske havne. Alene i 2. halvår 2019 har PowerCon vundet ordrer på landstrømsanlæg for mere end 110 millioner kroner. Virksomheden har omkring 50 ansatte.

 

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
ABB A/S

Meterbuen 33
2740 Skovlunde
Danmark
ABB A/S

Send til en kollega

0.125