23948sdkhjf

Thyborøn og Rønne i kamp om havmøller

Havnene i Thyborøn og Rønne melder sig klar som udskibningshavne efter beslutning om placering af Danmarks største havmøllepark

Der kommer ikke til at mangle faciliteter udskibning af komponenter til en kommende havmøllepark på 800 megawatt, der skal opføres enten ved Kriegers Flak øst for Sjælland eller i Nordsøen ud for Ringkøbing. 

Det er i hvert fald meldingen fra havnene i Thyborøn og Rønne, der begge melder sig helt og aldeles parate til at være udskibningshavn for det store projekt. 

- Vi har netop udvidet havnen, så den er i stand til at håndtere tungt projektmateriel relateret til offshore vind-markedet, siger Rønne Havns CEO i Thomas Bendtsen i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at efter flere store havmølleparker i Nordsøen bør turen være kommet til det østlige Danmark. 

- Nordsøen har længe været ’first mover’ på dette marked, men nu er tiden kommet til at få løftet den østlige del af Danmark på offshore vind-området, så erhvervsaktiviteter og beskæftigelseseffekt kan blive geografisk spredt, siger han.

I Thyborøn stod et nyt kajanlæg færdigt i 2016, hvorfra Siemens Gamesa allerede har erfaring med udskibning af elementer til havmøller. Det betyder dog ikke, at Thyborøn har fået nok af offshore vind, forsikrer havnedirektør Jesper Holt Jensen over for TV Midtvest.

- Vi har aldrig fået nok af noget her i Nordvestjylland. Vi ser også frem til kommende projekter, for de faciliteter her er bygget til store projekter, der kræver både stærk kaj og arealer bagved, siger han. 

Havvindmølleparken, der bliver den største i Danmark, er den første af i alt tre lovede havvindmølleparker, der etableres frem mod 2030 som følge af energiaftalen fra juni. Først blev der udvalgt fire mulige områder, som ingeniørvirksomheden Cowi har screenet. De er nu blevet reduceret til to, og klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt vil nu gå i dialog med kommunerne om at finde den bedst egnede plads.

- Det er vigtigt at sikre lokal involvering. En havvindmøllepark bidrager med vækst og arbejdspladser lokalt, og møllerne kommer meget langt ud på havet, men de kan ses i klart vejr. Det er derfor rigtig vigtigt for mig, at vi får inddraget kommuner i processen med at finde den bedste placering til den nye havvindmøllepark, siger Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelse.

Den kommende havmølleparks kapacitet på 800 megawatt skal ses i forhold til Danmarks hidtil største havmøllepark i Krigers Flak, der har en kapacitet på 600 megawatt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095