23948sdkhjf

NGO: Mærsk gav falske oplysninger ved salg af ’North Sea Producer’

Omstridt FPSO blev ifølge NGO’en Shipbreaking Platform sendt til ophugning i Bangladesh på grundlag af en falsk kontrakt, hvor det fremgik, at skibet skulle arbejde videre i Nigeria
Mærsk-koncernen medvirkede til at udarbejde en falsk kontrakt, der skulle overbevise de britiske myndigheder om, at FPSO’en ’North Sea Producer’ (tidligere ’Dagmar Mærsk’) skulle sælges til en ny ejer, som ville drive skibet videre i Nigeria.

Det skriver NGO Shipbreaking Platform i en nyhed på sin hjemmeside, hvor organisationen gennemgår forløbet omkring det omstridte olieskib, som i stedet for Nigeria endte sine dage på en strand i Chittagong, Bangladesh i august sidste år.

Læs også: Danmark har tiltrådt FN-konvention om miljørigtig ophugning af skibe

Det har tidligere været fremme, at Mærsk og skibets anden ejer, Odebrecht, i 2016 solgte FPSO’en til en mellemhandler, som igen solgte skibet videre til Janata Steel-værftet i Bangladesh for omkring 45 millioner kr.

Men eftersom eksport af farligt affald ud af OECD er ulovligt, måtte ’North Sea Producer’ ikke sejles til ophugning i Bangladesh. Her betaler opkøberne typisk højere skrotpriser, da de ikke efterlever kravene i eksempelvis Hong Kong-konventionen om forsvarlig ophugning af skibe.

Solgt til skuffeselskab

- Derfor besluttede Mærsk og Odebrecht sig for at sælge skibet til den største skrothandler, cash buyeren GMS, gennem et skuffeselskab i Saint Kitts og Nevis (i Caribien, red.) kaldet Conquistador Shipping Corporation, og forsynede de britiske myndigheder med en falsk kontrakt, der angav, at ’North Sea Producer’ havde fundet en ny ejer, som ville drive skibet i Nigeria, skriver NGO Shipbreaking Platform.

Ifølge organisationen fik skibet dermed lov til at forlade den britiske havn Teesport, hvor det havde været oplagt et år, på grundlag af et falsk løfte om, at skibet skulle operere videre i Tin Can Port i Nigeria.

Læs også: Minister: Svært at gardere sig mod snyd med skibsophugning

- Selv om fartøjet var under radaren i lokalsamfundet i Tesside, og det var velkendt i shippingbranchen, at skibet var skrotmodent, stolede de britiske myndigheder på den falske kontrakt og tillod FPSO’en at forlade havnen på slæb.

- ’North Sea Producer’ blev derefter trukket direkte hele vejen fra Storbritannien og rundt om det afrikanske kontinent til Bangladesh, skriver NGO Shipbreaking Platform.

Ifølge NGO’en var det indlysende, at skuffeselskabet var etableret af GMS for at få det til at se ud som om, der var tale om en legitim køber, men at parterne ingen intentioner havde om at fortsætte driften af ’North Sea Producer’.

- Eller blev Mærsk narret i handlen? Troede de virkelig på, at skibet fortsat ville operere under ejerskabet af verdens største skrothandler? Sandsynligheden taler for, at de overhovedet ikke blev narret, men faktisk orkestrerede en ulovlig eksport sammen med GMS, skriver NGO’en.

Mærsk: Vi kan ikke gøre mere

Mærsk vil hverken be- eller afkræfte NGO Shipbreaking Platforms oplysninger om den falske kontrakt. I stedet skriver koncernens presseafdeling i en mail til Søfart:

- Skibet blev solgt med henblik på genbeskæftigelse, hvilket de britiske myndigheder blev orienteret om. Herved overgik al operationelt og juridisk ansvar for skibet til køber.

Ifølge Mærsk lå det juridiske ansvar for North Sea Producer - og dermed også for dets ophugning - i joint venture selskabet, North Sea Production Company Limited (NSPC), som er et 50/50 joint venture mellem Mærsk og Odebrecht.

- Ved salget af North Sea Producer, overgik dette ansvar til køberen, som efterfølgende solgte skibet til dets nuværende ejer, værftet i Bangladesh. Vi har derfor ikke mulighed for at gøre yderligere i denne sag. Dette finder vi - som tidligere kommunikeret - meget beklageligt. I lyset af sagen har vi valgt at afbryde alle kommercielle forbindelser med køber i sommeren 2016, skriver Mærsk.

Læs også: Minister vil drøfte forsvarlig ophugning med Danske Rederier

Salget af FPSO’en har dog medført et retsligt efterspil, der også omfatter Mærsk.

- Vi kan bekræfte, at de britiske myndigheder i øjeblikket undersøger sagen, og North Sea Production Company Limited samarbejder til fulde med myndighederne, skriver Mærsk.

Som tidligere beskrevet i Søfart har hele forløbet udløst voldsom politisk kritik. Venstrefløjen i Folketinget har således gentagne gange kaldt regeringens ministre i samråd om sagen.

Læs også: Ministre i samråd om skrottet Mærsk-skib

FAKTA: 'North Sea Producer':

- Var oprindelig et tankskib ved navn ’Dagmar Mærsk’ bygget på Lindøværftet i 1984.
- Blev i 1997 ombygget til en flydende olieplatform, FPSO (Floating Production Storage and Offloading) og omdøbt til ’North Sea Producer’.
- Efter ombygningen overgik det operative ansvar til joint-venture selskabet, North Sea Production Company Limited, et 50/50 joint venture mellem Mærsk og det brasilianske entreprenørfirma, Odebrecht.
- I august 2015 blev skibet taget ud af drift og lagt op i den britiske havn Teesport.
- I 2016 blev skibet solgt til en mellemhandler, GMS, som videresolgte skibet til værftet Janata Steel i Chittagong i det sydøstlige Bangladesh.
- Myndighederne i Bangladesh har flere gange bremset ophugningen af fartøjet efter fund af bl.a. radioaktivt materiale. Senest besluttede landets højesteret 29. august at sætte ophugningen i bero indtil 5. oktober.
Kilde: Danwatch, NGO Shipbreaking Platform m.fl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.124