23948sdkhjf

Varberg-exit sår tvivl om Grenaas Sverige-forbindelse

FÆRGER: Stena Line skal finde alternativ til Varberg efter snart 60 års Sverigesfart fra Grenaa
Der har i et stykke tid været usikker om, hvor langt frem i tiden, Stena Line kunne fortsætte med at sejle til Varberg på den snart 57 år gamle Sveriges-rute ud fra Grenaa.

Usikkerheden opstod efter, at Varberg Kommune i lighed med en række danske kommuner havde søsat et stort byudviklingsprojekt. Et projekt, som indbefatter den del af havnen, som i dag rummer Stena Lines terminal.

Onsdag sidste uge måtte kommunen og færgerederiet imidlertid opgive at komme til enighed om en alternativ fremtidig placering af færgeterminalen i den nordvestlige del af havnen, Farehamnen, hvor den fremtidige erhvervshavneaktivitet skal samles.

Varberg Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at Stena Line skal forlade den nuværende terminal i den vestlige del af havnen seneste tredje kvartal 2019, hvis tidsplanen i byudviklingsprojektet skal overholdes.

Halmsted en mulighed

Varberg Kommune oplyser endvidere, at der gennem noget tid har foregået en udredning foretaget af selskabet Hallands Hamnar, der bl.a. driver havnen i Halmstad om en fremtidig placering af Grenaa-ruten dér. Denne skulle ligge klar til sommer, oplyses det.

De oplagte alternativer til Varberg er udover netop Halmstad i nogen grad også Helsingborg. Begge steder har i al fald i de seneste snart 60 års færgefart til Sverige fra Grenaa været anvendt som anløbshavne. Stena Line sejlede sidste gang til Halmstad fra Grenaa i 1999.

Halmstad-ruten blev i den sidste periode besejlet af Stena Lines nuværende ’Stena Nautica’ – identisk med den navnkundige DSB-færge ’Niels Klim’, og efterfølgende ombygget til en mere fragtorienteret ro/pax-færge, inden den indledte dens nuværende betjening af Varberg-ruten.

Klemt inde

Her erstattede ’Stena Nautica’ færgen ’Stena Prince’. Denne færge fortsatte efter næsten et årtis ophold i Italien til danske Monjasa og deres C-bed som ’Wind Solution’.

Helsingborg lidt længere mod syd havde sidst færgefart fra Grenaa i 1989. Et er dog, at Grenaas Sveriges-rute kan bestå uden Varberg, noget andet er imidlertid om Grenaa-ruten kan overleve en fremtidig flytning af svensk anløbshavn.

Ruten, der er klemt inde mellem Stena Lines egen rute mellem Frederikshavn og Gøteborg i nord og den uendelige frekvens på Øresundsbroen i syd, lever nemlig i dag angiveligt med en meget lille økonomisk driftsmargin, understøttet af billigt og fuldt betalt tonnage.

Derfor er spørgsmålet om, hvor mange ”flytteudgifter”, Stena Line ønsker at afholde på Grenaa-ruten. Et er dog sikkert, og det er, at så længe Stena Line - verdens største færgerederi - er til stede ud fra Grenaa til Sverige, så holdes konkurrenterne fra at prøve kræfter med den snart seks årtiers gamle Kattegatrute.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344