23948sdkhjf

Øjner fortsat svært tankmarked forude

Selv om tankforretningen trak Nordens resultat i plus i første kvartal, er markedet udfordrende
Tankmarkedet er fortsat presset, men Nordens tankforretning formåede alligevel at hive et plus på 10 mio. dollars hjem i første kvartal, hvilket mere end opvejede tabet i tørlastforretningen.

Ifølge Nordens topchef Jan Rindbo udnyttede rederiet regionale og midlertidige stigninger i markedet og nød samtidig godt af sin beslutning om at øge den indbefragtede flåde på et relativt lavt omkostningsniveau i slutningen af 2016.

- Fra slutningen af sidste år har vi været ude, når markedet har været lavt og taget ekstra kapacitet ind primært på kortere kontrakter. Det har vi nydt godt af i første kvartal, hvor der har været nogle ubalancer i markedet. Det har skabt midlertidige ratestigninger, og dem har vi været rigtig godt positioneret for, siger Jan Rindbo

Nordens aktive tankflåde bestod af 36 fartøjer ved udgangen af første kvartal, og rederiet har senest bestilt to MR-nybygninger på langtidscharter til levering medio 2018. Derudover blev seks tankskibe chartret på korttids-kontrakter i første kvartal, hvilket ifølge regnskabet har bidraget positivt til resultatet.

I årets første tre måneder opnåede Norden TCE-rater for MR- og handysize-skibe på henholdsvis 14.941 og 15.216 dollars per dag. Dermed ligger selskabets indtjening i de seneste fire kvartaler 13 pct. over markedsniveauet for MR og 5 pct. over for handysize-segmentet. Totalt set lå Nordens indtjening i tankforretningen 10 pct. over markedsbenchmark.

- Når vi kigger frem mod resten af 2017, forventer vi stadig et svært tankmarked, så vores fokus er stadig på at gå efter de muligheder, der altid opstår i markedet. Vi vil altså bruge vores købmandskab på den facon, men også på den lidt længere bane øge vores eksponering lidt til markedet, siger Jan Rindbo.

Nordens ledelse bygger sin prognose på en forventet vækst i efterspørgslen på olie på niveau med 2016, selv om stigende optimisme omkring den globale økonomi kan trække op.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11