23948sdkhjf

Grøn færgefart i fremdrift

Fremgangen for grønnere færgefart gælder ikke kun de helt store projekter som elfærgerne på Øresund og hybridfærger mellem Danmark og Tyskland

Når færgerne 'Tycho Brahe' og 'Aurora' bliver omstillet til ren eldrift i løbet af det første halvår 2017, er det et nyt, stort skridt for en grønnere færgefart. Allerede i dag råder Scandlines over verdens største flåde af hybridfærger, og flere andre overfarter kigger til både LNG, hybrid- og ren el-drift.

 - Der er fortsat grøde i vandet, når det kommer til omstillingen af færgefarten. På den måde er vi i overhalingsbanen, når det kommer til at bringe den grønne omstilling ind i transportsektoren. For det er klart, at når 240 billister slukker motoren og tager sig en kop kaffe, alt imens el fra vindmøller bringer dem med færgen over Øresund, så er det ægte, grøn omstilling, siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening om den udvikling.

Fremdrift i flere fronter
Danmarks Rederiforening har samlet en række fakta om den aktuelle, grønne omstilling i et faktaark, som beskriver ændringerne. Herunder de nye muligheder fra 2016 med både afskaffelsen af PSO-betalingen og åbningen for elektrificering af de mindre færger. Begge dele vil åbne op for mere elektrificering. Men også den øvrige færgedrift er i omstilling. Det gælder eksempelvis Molslinjen, som har arbejdet med at spare brændstof:

- Vi har målrettet arbejdet med at optimere vores drift, og vi kan konstatere, at vi over et år har opnået en besparelse på over fem procent i brændstofforbruget gennem en række forskellige tiltag. Det gør vi selvfølgelig primært for at styrke vores bundlinje, men det er samtidig også et skridt i en grønnere retning, fortæller Carsten Jensen, administrerende direktør for Molslinjen.

Læs hele faktaarket via Danmarks Rederiforenings hjemmeside.

Kilde: Danmarks Rederiforening

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11