23948sdkhjf

J. Lauritzen tror på et bedre 2017

Kina bliver jokeren for rederiets tørlastforretning i år
2017 bliver endnu et udfordrende år for J. Lauritzen, som afsluttede sidste regnskabsår med et minus på knap 47 mio. kroner. Det erkender adm. direktør Mads P. Zacho, som imidlertid også er forsigtig optimist, når det gælder fremtiden.

- Hvis du kigger på den globale efterspørgsel, kommer den til at blive bedre, end den har været i 2015 og ’16, og det er i sig selv positivt. Men det er meget Kina, der er jokeren, for det er Kina, som driver meget volumen indenfor tørlast, siger han.

Læs også : Tørlastrederier i svær balanceakt

Ifølge Mads P. Zacho var 2016 et usædvanligt vanskeligt år, både for rederiets tørlastforretning, Lauritzen Bulkers, og gasforretningen, Lauritzen Kosan.

- Vores gasforretning er noget mere stabil end tørlast, men sidste år skete det, at der var store leveringer af gasskibe, som egentlig skulle have taget sig af transport af shale gas fra Nordamerika til resten af verden. Og da den eksport forsvandt på grund af de faldende oliepriser, var der pludselig en masse tonnage til overs. De skibe gik selvfølgelig på strandhugst blandt de mindre skibe, hvilket påvirkede raterne for vores segmenter, siger han.

Stadig for mange skibe i markedet

I 2017 forventer J. Lauritzen et resultat i niveauet nul til minus 40 mio. dollars, og selv om det er bedre, er det ifølge ledelsen stadig ikke tilfredsstillende.

- Vi regner med, at 2017 bliver en lille smule bedre, men markedet er stadig påvirket af overudbud, både inden for tørlast og gasskibe. Det kommer til at tage noget tid, før det arbejder sig ud af systemet, siger Mads P. Zacho, som peger på, at der kun er få nybygningsordrer i begge segmenter.

- Så vi er fortrøstningsfulde om, at kapacitetsudnyttelsen kommer til at stramme til, når vi kommer ind i starten af 2018 og videre derfra. Men 2017 har vi ikke de store positive forventninger til, siger han.

Rederiet råder for øjeblikket over en flåde med 128 fartøjer, hvoraf rederiet selv ejer 20 gasskibe og 10 tørlastskibe, og Mads P. Zacho forventer ikke voldsomme udsving på den front.

- Jeg ser ikke de store ændringer i vores kapacitet som sådan. Vi har en god, stor og robust bog af forretningsvolumen, som vi nu skal tjene penge på, siger han til Søfart.

J. Lauritzens fremtid afhænger imidlertid i høj grad af en finansieringsaftale med rederiets hovedbanker og ejeren, Lauritzen Fonden. Aftalen skal falde på plads inden for kort tid, hvor obligationsejerne skal stemme for en forlængelse af løbetiden på et lån på 500 mio. norske kroner, mens et beløb svarende til 20 mio. dollars vil blive tilbagebetalt med det samme.

Læs også : J. Lauritzen har problemer med at finansiere underskuddet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078