23948sdkhjf

Fusionsbølge sender APM Terminals ud i hård kunde-kamp

Morten Engelstoft overtog i november 2016 direktørstolen i APM Terminals, og det har været intenst fra start. Således gør nye tider i branchen, at der i øjeblikket må kæmpes med næb og kløer om kunderne.

Det skriver Børsen.

APM Terminals, der er den tredje største division i Mærsk-koncernen, er længe blevet anset som en stabil og leveringsdygtig forretning. En større fusionsbølge har dog skabt røre i selskabets forretningsområder, hvor konkurrencen om de nuværende kunder er intensiveret, mens nye megakontrakter er kommet i udbud.

- Alliancerne i shippingbranchen ændrer sig, og vi er gået fra fire til tre af slagsen. Det betyder, at vi har en lang række af store kunder og forretninger til forhandling i øjeblikket, siger Morten Engelstoft til Børsen.

Konkurrencen har presset priserne ned, hvilket ses som den primære årsag til, at APM Terminals' overskud i 2016 tog et dyk med 216 mio. dollars.

Da A.P. Møller-Mærsk tilbage i september løftede skøret for en omstrukturering af selskabet i en transport- og en energidel blev det slået fast, at APM Terminals skulle styrke sine bånd til containerrederiet Maersk Line.

Ifølge Frans Høyer, der er aktieanalytiker hos Jyske Bank, kan de stærkere bånd både føre til kundetab, men samtidig give mulighed for effektivisering og omkostningsreducering.

/Ritzau/Finans

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109