23948sdkhjf

Herlev-firma er vokset 1137 procent

En enkelt gigantordre betyder, at halvdelen af klodens krydstogtskibe i 2017 har et dansk anlæg til brandvarsling

En forrygende vækst i bruttoresultat i perioden 2012-2015 på 1.137 procent gjorde Daspos i Herlev til årets højst placerede fremstillingsvirksomhed i Børsens gazellekåring sidste november. Det skriver Danske Maritime i sin nyhedsbrev.

Men da den fine placering skulle fejres, blev Daspos overset af Børsen. Den maritime virksomhed blev slet ikke inviteret til avisens kåring, så stifterne måtte selv købe en billet, som dog senere blev refunderet af avisen. Det hele passer dog medstifter og COO Lars Gerner Lund godt, for firmaet holder bevidst en lav profil.

Aftale om lav profil indtil 2017
Den lave profil skyldes en gigantordre for halvandet år siden fra verdens største krydstogtskoncern, Carnival Group med hovedsæde i Miami. Der er lidt over 200 store krydstogtskibe i verden, og halvdelen ejes af denne gruppe, som tæller Carnival Cruise Line, Princess Cruises, Holland America Line, AIDA, Costa Cruises, P&O m.fl.

- Det blev en del af aftalen med Carnival, at vi ikke gør meget ud af at markedsføre os og søge nye kunder ude i verden, indtil vi har afsluttet leverancen til de 100 krydstogtskibe. Det var deres betingelse for at give sig i kast med en så lille virksomhed, at vi kunne koncentrere os om dem, og samtidig har vi jo udviklet produktet i samarbejde med dem, siger Torben Jørgensen, CTO og firmaets anden medstifter.

Daspos’ olielækagesporingsanlæg LAS-10 kan som noget enestående forudsige risikoen for brand, før den opstår. Det gør det ved at snuse efter kulbrinter i form af olie- og gasdampe.

Vil ikke sælge til kapitalfolk
Rygtet om succesvirksomheden i Herlev er dog gået forud, og stifterne bliver løbende kontaktet af alt fra internationale kapitalfonde til katalogsælgere.

- Men vi vil ikke sælge virksomheden. Og da slet ikke til folk, der kun kommer med kapital. Vi er dog på udkig efter ”kloge penge” i form af en strategisk partner, der kan bistå os med salgsindsatsen, når vi til næste år intensiverer salget til nye kunder, for eksempel til færger og supplyskibe, for hvem sikkerhed eller optimeret driftsøkonomi går forud for alt andet, og vi har løbende dialog med flere virksomheder, siger Lars Gerner Lund.

Tæt på økonomisk vuggedød
Økonomisk har virksomheden været tæt på vuggedøden flere gange. Efter at have udviklet på ideen i et par år og fået godkendt et produkt på Teknologisk Institut i Aarhus, blev Daspos stiftet i 2010.

Et godt produkt var ikke nok. Der var behov for kapital, det stod ganske klart. De kunne dog ikke skaffe offentlig finansiering fra forskellige kilder og samtidig bevare ejerskab i det omfang, de ønskede. Derfor endte det med et banklån hos Amagerbanken, og efter bankens konkurs kunne de ikke få den nødvendige driftskredit til når udviklingsforløbet var færdigt. Derfor endte det med, at ejerne tog fra egen lomme og hævede deres pensioner. 

Strategi om tætte underleverandører
I dag er pensionerne på plads igen.

Daspos forlod de røde tal i 2012 og har siden haft et overskud og vækst. Året 2015 endte således med et overskud før skat på cirka 7,5 millioner kroner, hvilket blandt andet resulterede i den høje placering blandt årets gazeller. I 2016 bliver der lagt yderligere til over hele linjen, oplyser de.

I dag består firmaet af ni medarbejdere inklusiv stifterne samt en bestyrelse på to mand. Arbejdet med printkort, produktion, software, salg og service har fra starten været lagt ud til underleverandører her i landet og ude i verden, så den totale arbejdsstyrke tæller i alt 25-40 mand, afhængig af de aktuelle opgaver.

- Vi har ingen ambitioner om at vokse os store som en virksomhed med mange ansatte, men vi har en betydelig vækstambition, så vi forventer at fortsætte med vores hidtidige strategi om at anvende samarbejdspartnere, siger Lars Gerner Lund.

Kilde: Danske Maritime

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11