23948sdkhjf

APM Terminals har udskiftet hele ledelsen

For anden gang på knap to år har APM Terminals gennemført en stor omrokering af ledelsen
Faktisk er alle fem stole i øverste direktionslokale hos APM Terminals, der har hovedsæde i Haag i Holland, blevet besat af en ny chef.

Det skriver shippingavisen Lloyd's List, som har sat navn på de fleste nyansættelser.

Øverst oppe kom Morten Engelstoft ind som ny administrerende direktør i stedet for Kim Fejfer, der i efteråret forlod APMT efter 12 år og nu skal arbejde for Mærsk-familiens holding-selskab.

Salgsdirektør Jakob Just-Bomholt sagde op i forbindelse med Mærsk-gruppens strategiskifte og er blevet erstattet af Henrik L. Pedersen, der tidligere var havnedivisionens finansdirektør. Hans gamle stilling tilhører midlertidigt Joe Nicklaus Nielsen, som til april følger efter Kim Fejfer til APM Holding.

Peder Søndergaard, der tidligere har været chef for nye havneprojekter, har fået rollen som porteføljedirektør.

Endelig stopper også driftsdirektør Jeff de Best, og i hans sted kommer Keith Svendsen til fra Maersk Line næste måned, mens også Tiemen Meester, tidligere ansvarlig for integration af nye projekter, forlader selskabet, skriver Lloyd's List.

Havnedivisionen er dog ikke ubekendt med uro i toppen. I februar 2015 blev tre medlemmer af topledelsen fyret for brud på selskabets interne regler i forbindelse med økonomiske uregelmæssigheder i Indien. Det var finansdirektør Christian Møller Laursen, driftsdirektør Martin Gaard Christiansen og implementeringschef Michael Lund Hansen, der blev afskediget fra Mærsk-gruppen i den omgang.

APM Terminals er udset en større rolle i Mærsk-gruppens fremtid, idet havnedivisionens kompetencer skal integreres tættere med containerskibsfarten i Maersk Line og logistikselskabet Damco. Den nye strategi er Mærsks bud på at tiltrække flere transportkunder, mens de gamle satsninger inden for energi, herunder Maersk Oil og Maersk Drilling, er på vej ud i periferien af konglomeratet.

/ritzau/FINANS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109