23948sdkhjf

Færgesejlads aflyst: Påsejling har ødelagt kaj-anlæg

Dykkere har været i vandet for at vurdere skaderne

Brugerne af færgen mellem Hvalpsund og Sundsøre må væbne sig med tålmodighed, efter at færgen Mary mandag var ude for et uheld.

Indtil videre ligger færgen stille til og med søndag, og det er endda usikkert, hvornår færgedriften kan genoptages derefter.

Det fortæller Kent Kås Vestergård, der er drift- og anlægschef i Vesthimmerlands Kommune samt administrativ leder af og reder på overfarten mellem Hvalpsund og Sundsøre.

- Vi har haft dykkere nede og se på færgen, og der er ikke nogen skader. Men kajanlægget i Sundsøre er så beskadiget, at der skal laves en del arbejde, og derfor må færgen desværre ligge stille, siger han.

- Det betyder også, at vi ikke bare kan sætte en reservefærge ind, for den kan heller ikke lægge til kajen, uddyber han.

Han fortæller, at man har kontaktet en entreprenør, der skal reparere kajanlægget i Sundsøre.

- Der er både betonarbejde, betonen skal hærde og så er der noget jernarbejde, så entreprenøren kan først komme med en nøjagtig tidsplan senere på ugen. Vi håber, at færgen kan komme til at sejle igen på mandag, men det er ikke sikkert endnu, siger Kent Kås Vestergård.

Det er endnu ikke præcist fastslået, hvordan uheldet skete.

- En af Marys to motorer satte ud på vej ind til kajanlægget, hvilket gjorde, at færgen begyndte at dreje og dermed stødte ind i kajanlægget og rev en fender - der er en stødpude, så færgen ikke tager skade, når den skal lægge til - af kajen, siger Kent Kås Vestergård.

Uheld på uheld på....

Det er ikke første gang, færgen mellem Vesthimmerland og Salling må holde en ufrivillig pause.

Hele to gange er der således lastbiler, der er endt på bunden af havnebassinnet.

Senest det skete var i 2021, hvor en lastbil med anhænger og fuld last tog færgen.

Da færgen var næsten ovre og tog farten af, begyndte lastbilen at rulle frem.

Lastbilens chauffør stod på bildækket og forsøgte at komme op i førerhuset, men forgæves. Den førerløse lastbil med anhænger fortsatte ud på færgens frontklap og røg ned i vandet.

Ved den lejlighed måtte færgen en tur på værft.

Mens Mary var på værft, var færgen Sleipner fra Fur indsat som erstatning mellem Hvalpsund og Sundsøre. På en af overfarterne fik færgen dog dobbelt motorstop, og derfor drev færgen på grund på en sandbanke i fjorden. De tre biler - kom først i land, da færgen kom fri efter nogle timer - passagererne kom i land og blev kørt hjem.

Herefter lå reservefærgen stille i tre uger, før den igen kunne sejle.

Da Mary endelig var tilbage fra værft, gik der ikke mange uger, før den igen lå stille ved kajen. Denne gang med en stolpe, der havde sat sig fast.

Skete og så ti år tidligere

Præcist ti år tidligere - i 2011 - var det en tom grisetransport, der var kørt ombord på færgen. Da den ikke kunne bremse, havnede lastbilen med anhænger i det seks meter dybe havnebassin.

Lastbilens chauffør kom op i god behold.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093