Havnekoordinator
Bliv en del af fremtiden på Odense Havn
Vi søger en navigatør med erfaring til søs, der skal hjælpe med en smidig afvikling af skibstrafikken til og fra Odense Havn. Det er et alsidigt job med både administrative opgaver på Havnekontoret og rundering på havnefaciliteterne i Odense og i Munkebo. Derudover har du sammen med de tre øvrige havnekoordinatorer i afdelingen ansvaret som brovagt på Odins Bro over Odense Kanal, der er Nordeuropas største dobbelte svingbro. Stillingen som dagvagt er på fuld tid og er blevet ledig, da vores nuværende dagvagt er blevet udnævnt til teamleder for afdelingen.
Odense Havn er Danmarks største havn målt på areal. Vi har en stor og varieret kundeportefølje, og vi har strategisk fokus på markant vækst inden for den grønne omstilling, hvor vi har nogle helt unikke produkter og services i international skala at tilbyde kunderne. Vi har en ambitiøs vækststrategi, og vi har brug for dig for at nå de næste mål, da vi ser ind i en fremtid med øget aktivitet på Havnekontoret.
Dine arbejdsopgaver
- Disponering af kajer samt losse- og lastemateriel
- Betjening af et avanceret styresystem til åbning/lukning af Odins Bro ved gennemsejling og styring af trafikken til lands og til vands
- Kundekontakt til havnens brugere og kunder
- Koordinere andre serviceydelser på Odense Havns terminaler
- Kommunikation med skibstrafikken
- Udarbejde fakturagrundlag
- Indgå i de daglige arbejdsopgaver i Havn & Logistik
- Deltage i tværgående projekter på tværs af organisationen
- Stillingen er som udgangspunkt som dagvagt, men skiftende arbejdstider vil forekomme i forbindelse med afløsning ved ferie og sygdom for de tre havnekoordinatorer, der følger turnusordningen nedenfor:
Brovagttjenesten fordeler sig over en tre ugers turnusordning:
Uge 1: Dagvagt kl. 05.30-13.45
Uge 2: Aftenvagt kl. 13.00-22.00 inkl. weekendvagt kl. 08.30-20.30 samt tilkald
Uge 3: Fri
Om dig
Du er navigatør eller lignende med min. 3 års erfaring som skibsofficer. Du er kunde- og serviceminded med gode kommunikationsevner, og du begår dig ubesværet på dansk, engelsk og gerne tysk i skrift og tale. Det er vigtigt, at du er fleksibel og løsningsorienteret, men også at du kan bevare overblikket i pressede situationer og træffe selvstændige beslutninger, samtidig med at du er i stand til at optræde med autoritet. Det er en fordel, hvis du er rutineret IT-bruger. Du er bosiddende på Fyn og har kørekort og en ren straffeattest - og ikke mindst har du viljen og lysten til at prøve kræfter med en spændende branche og en fantastisk virksomhed.
Vi har tre fundamentale værdier i Odense Havn, som du skal kunne identificere dig med:
- Købmandskab – vi laver god forretning
- Ansvarlighed – det, der er værd at gøre, er værd at gøre godt
- Pionerånd – vilje og lyst er drivkraften
Vi tilbyder
Du får en afvekslende hverdag med engagerede kolleger i en uformel organisation med en flad struktur og korte beslutningsgange. Vi er stolte af at score højt i vores trivselsmålinger og lægger meget vægt på et godt arbejdsklima, hvor der også er en god balance mellem arbejde og fritid. Vi har en uhøjtidelig omgangstone og godt humør, og vi samarbejder om at skabe resultater.
Vi tilbyder derudover en attraktiv lønpakke ift. kvalifikationer og personalegoder som fri telefon og internet, sundheds- og tandforsikring samt pensions-, kantine- og frugtordning.
Vi rummer en verden i vækst
På baggrund af ambitiøse investeringer har vi udviklet os til et hotspot for højteknologisk energiudvikling, der både opfindes, produceres og testes på havnen, og inden længe får vi selskab af SDU’s robotcenter, der skal understøtte de store produktionsvirksomheder på havnen. Både på nationalt og internationalt plan kan vi konkurrere med enestående faciliteter for vores kunder, som primært beskæftiger sig med den grønne omstilling i blandt andet offshore vindmølleindustrien. Samtidig har Odense Havn en stærk CSR-profil.
Vi er en virksomhed med et stærkt værdisæt, og sammen har vi en vision om at bidrage til udviklingen i den grønne omstilling.
Tryk nedenfor på ”SØG STILLINGEN”, og følg vejledningen.
Vi indkalder løbende til samtale og besætter stillingen hurtigst muligt.