23948sdkhjf

Avis: USA vurderer at proukrainere sprængte Nord Stream

Ukraines præsident og hans folk havde intet at gøre med sabotage, siger embedsfolk til New York Times

Nye efterretninger, som er blevet vurderet af amerikanske embedsfolk, tyder på, at en proukrainsk gruppe udførte bombesprængningen af gasledningen Nord Stream 1 og Nord Stream 2 i Østersøen.

Det skriver avisen New York Times.

De embedsfolk, som avisen har talt med, siger, at der ikke er noget, der peger på, at præsident Volodymyr Zelenskyj eller hans topfolk har været involveret i operationen.

Heller ikke at ukrainske embedsfolk skal have beordret sabotagen.

Det er småt med detaljer i New York Times historie. Men det fremgår, at de nye efterretninger peger i retning af, at det var modstandere af Ruslands præsident, Vladimir Putin, som stod bag.

Men det forklares ikke, hvem medlemmerne af den såkaldte gruppe er. Heller ikke hvem der betalte for operationen i Østersøen.

Det forklares helle ikke, om en gruppe i denne sammenhæng kan være et andet land eller en udenlandsk organisation.

Siden de to gasforbindelser blev ødelagt i starten af september, har det føget med gensidige beskyldninger om, hvem der stod bag.

I Vesten lød det mange steder, at Rusland selv måtte have sprængt rørene, der kunne levere naturgas fra Rusland til Tyskland.

Det er blevet benægtet af Rusland. Moskva har senest krævet en international undersøgelse af sagen.

Sprængningerne skete ud for Bornholm og det sydlige Sverige. De blev sat i forbindelse med den krig, som Rusland havde indledt i Ukraine i februar sidste år.

Der er i øjeblikket en fælles undersøgelse i gang i Danmark, Sverige og Tyskland. Men de tre lande har senest oplyst, at de ikke er færdige med deres efterforskning og derfor ikke kan komme med nogle konklusioner.

John Kirby, der er talsmand for Det Hvide Hus i Washington, siger tirsdag, at den amerikanske regering vil afvente de tre landes rapport.

Fra Rusland lyder det tirsdag, at New York Times' historie kun forstærker det russiske ønske om at få en international undersøgelse. Det skriver Reuters.

Rusland ventes at ville fremlægge en resolution til afstemning i slutningen af marts i FN's Sikkerhedsråd. Her vil man anmode FN's generalsekretær, António Guterres, om at sætte gang i en undersøgelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08