Incat-værftet i Tasmanien arbejder nu på at ændre en eksisterende ordre markant sammen med kontrahenten. Egentligt skulle Incat senere i år havde leveret det, der ville blive verdens største katamaranhurtigfærge til argentinske Buquebus.
Kunden ønsker, at det her skal ske, Incat ønsker, at det skal ske, og selvom der er mange ting, der skal afklares, er jeg yderst overbevist om, at Incat kan levere dette banebrydende fartøj
Robert Clifford, Incat Groups bestyrelsesformand og stifter
Udover størrelsen på 130 gange 32 meter og en passagerkapacitet på 2.100, så var den oprindelige ordre også usædvanlig ved, at nybygningen skulle være LNG-dual-drevet med en stor systemleverance fra Wärtsilä.
Nu har kontrahenten imidlertid bedt værftet om at undersøge muligheden for at erstatte LNG-dualfuel maskineriet med en batteribaseret elektrisk drivlinje. Samtidigt kan leveringen skubbes to år ud i fremtiden til 2025.
Incat skriver i en pressemeddelelse, at nybygningen dermed kan blive verdens største zero-emission letvægts-fartøj i operation.
Værftet skriver desuden i meddelelsen, at Incat Tasmanien altid har været innovativ og foran teknologikurven, en position leveringen af en stor eldrevet nul-emissionskatamaranhurtigfærge vil cementere.
En ”done deal”
- Kunden ønsker, at det her skal ske, Incat ønsker, at det skal ske, og selvom der er mange ting, der skal afklares, er jeg yderst overbevist om, at Incat kan levere dette banebrydende fartøj. Medmindre vi ser noget uventet dukke op, så har vi en 'done deal', siger Incat Groups bestyrelsesformand og stifter Robert Clifford.
Han peger på , at det dog er en forudsætning, at der skal være tilstrækkelig elektricitetsforsyning i de havne, som hurtigfærgen skal anløbe:
- Det er min opfattelse, at den del bliver løst. Batterierne og elektromotorerne arbejder vi på sammen med vores leverandører for at sikre, at de kan levere den nødvendige teknologi inden for den tidsramme, vi arbejder med, fastslår Robert Clifford.
ABB med i konceptudvikling
Incat indgik maj sidste år et Letter-of-Intent med ABB om at udvikle et koncept til en 148 meter letvægts ro/pax-færge konstrueret i aluminium med et hybridt-elektrisk fremdriftssystem. Da servicefarten skal være 21 knob, er der ikke tale om en hurtigfærge, men en færge konstrueret på disses letvægtsprincipper, hvilket kan øge dens ratio mellem dødvægtskapacitet, installeret power og fart.

Der skal således heller ikke anvendes waterjets, men i stedet ABBs Azipods. Incat nævnte i den forbindelse en batteripakke på op til 30 MWh i kombination med generatorsæt i en overgangsperiode, indtil teknologien muliggør 100 pct. batteridrift.
Buquebus var i 2013 med Incat-nybygningen ’Franscisco’ verdens første hurtigfærgeoperatør, der anvendte LNG. Det er planen, at den nu elektrificerede kommende nybygning skal anvendes på en rute mellem Argentina og Uruguay, nærmere bestemt mellem Montevideo og Colonia del Sacramento.
Molslinjen tager i løbet af de kommende måneder levering af nybygningen ’Express 5’, der bliver den hidtil største kataman-hurtigfærge i verden målt på kapacitet med plads til 1.610 passagerer og 451 biler.
Hurtigfærgen, der skal indsættes mellem Rønne og Ystad, får konventionelt maskineri, men er dog forberedt til at kunne ombygges til andre brændstoffer end marinegasolie. ’Express 5’ bygges af det konkurrerende australske værft Austal.