23948sdkhjf

Nordjysk storfisker laver dramatisk kursskifte

Han har udskilt sine interesser i dansk fiskeri i et nyt selskab. Det gør det lettere at sælge ud

Denne storfisker er én af Nordjyllands allerrigeste personer, og hans indtægter stammer fra havet. Men personligt går han helst langt under radaren.

Nu har han med et pennestrøg gennemført en dramatisk ændring i sin milliardstore virksomhed.

Gullak Arngrimsson Madsen har splittet sin forretning i to dele. Det fremgår af en række registreringer i det centrale virksomhedsregister, CVR.

Borte er selskabet GTM Holding ApS. Det var indtil 1. december i år det øverste selskab i en koncern, hvor fiskeri er den helt centrale aktivitet, men hvor der også er interesser i industri med tilknytning til fiskerierhvervet samt i investeringer i ejendomme.

Nu er GTM Holding blevet opløst, og formuen i selskabet på mindst 852 millioner kroner er i stedet blevet fordelt på to nystiftede enheder - GTM Familie Holding ApS og G&T Holding ApS.

Langt de fleste værdier fra det opløste selskab er for fremtiden placeret i selskabet GTM Familie Holding og en mindre del i G&T Holding.

Men begge selskaber er på linje med det opløste GTM Holding ejet af Gullak Madsen, så hvorfor er disse papirmanøvrer værd at beskæftige sig med, lyder det logiske spørgsmål.

Fordi Gullak Madsen med de sidste ugers transaktioner tilsyneladende har udskilt sine interesser i dansk fiskeri i G&T Holding, mens hans mange øvrige investeringer nu er placeret i GTM Familie Holding, som har til formål at drive investeringsaktivitet, lyder svaret.

Frasalg?

Opdelingen kan være en forberedelse af et frasalg af storfiskerens interesser i dansk fiskeri.

I hvert fald gør opdelingen det lettere at sælge fiskerettighederne, hvis det engang bliver aktuelt.

Det konstaterer Niels David Nielsen, der har en fortid som statsautoriseret revisor og rådgiver i forbindelse med omstruktureringer i dansk erhvervsliv.

- En sådan opsplitning i forskellige forretningsområder ses nogen gange som en forberedelse af et frasalg. I hvert fald gør den et salg lettere at gennemføre, siger Niels David Nielsen, der understreger, at han udtaler sig på principielt plan om Gullak Madsens transaktioner.

Gullak Madsen har måske skelet til en kollega inden for det store fiskeri i Nordjylland.

Henning Kjeldsen opsplittede for et par år siden sit rederi Gitte Henning A/S i tre nye selskaber, hvorefter han frasolgte en stor del af sine danske fiskekvoter.

Fra Færøerne

Gullak Madsen stammer fra Færøerne og kom til Danmark i 1988, hvor han lagde ud med at købe en enkelt fiskerbåd.

Siden er det vokset til et af landets største fiskerederier og har således lagt grundstenen til den milliardformue, som Gullak Madsen råder over i dag.

Da Henning Kjeldsen for omkring et års tid siden abdicerede som kvotekonge ved at sælge de fleste af sine fiskekvoter, kunne Gullak Madsen lade sig krone i Kjeldsens sted.

Gullak Madsen råder i dag over 6,5 procent af de danske IOK-kvoter (fiskearter som sild, makrel og tobis).

Det gør ham til landets største ejer af denne type af fiskerettigheder.

Røg ud

Gullak Madsen opgør i sit senest offentliggjorte regnskab værdien af sine fiskekvoter til i alt 746 millioner kroner.

Det er med til at gøre storfiskeren til én af nordjyderne med den største formue.

Da Økonomisk Ugebrev sidst lavede sin årlige liste over Danmarks rigeste familier, blev Gullak Madsens formue her beregnet til 1,7 milliarder kroner.

Det er mange penge, men ikke nok til, at storfiskeren fra Hirtshals kunne fastholde sin hidtidige placering som medlem af den eksklusive liste med de 100 rigeste danske familier.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094