23948sdkhjf

Alliance har skabt one-stop-shop for viden i Det Blå Danmark

Maritim forskning i Danmark er i dag samlet i Maritime Research Alliance, der siden 2020 har arbejdet for at gøre branchens vidensskabelse mindre fragmenteret og langt mere tilgængelig

I dag kan enhver i Det Blå Danmark gå ind på en webportal og søge efter en forsker, som måske sidder inde med netop den viden, ens organisation har brug for. Det kunne være omkring den potentielle anvendelse af ammoniak som skibsbrændstof.

Maritim forskning i Danmark var tidligere meget fragmenteret. Havde jeg siddet på CBS for 10 år siden, og lavet det jeg gør i dag, så ville jeg formentligt ikke havde vidst, hvem af mine kollegaer, der også beskæftigede sig med området ovre på de andre af vores institutter Thomas Roslyng Olesen, en af CBS' maritime forskere - og tovholder i Maritime Research Alliance

I søgeresultatet på søgeordet ”ammonia” listes således lige nu otte danske forskere, syv på DTU og en på Martec, der er tag’et med søgeordet ammonia. Søgeresultatet viser også de andre tags, den enkelte forsker har i databasen, f.eks. ”boilers” eller ”combustion”, hvormed den rigtige profil for ens søgning hurtigt indsnævres.

Webportalen på www.mra.dk er et af de konkrete resultater, der gennem de seneste godt to år er kommet ud af Maritime Research Alliance, der fra starten i 2020 frem til juli 2023 er støttet med midler fra Den Danske Maritime Fond.

Var for fragmenteret

- Vi er en netværksorganisation for maritime forskere og forskningsbaserede undervisere i Danmark. Lige nu har vi 12 medlemsorganisationer; otte universiteter samt Simac, Martec, DIIS og M/S Museet for Søfart, forklarer Thomas Roslyng Olesen, der udgør sekretariatet i Maritime Research Alliance.

Læs også: SDU vil styrke tværfagligheden i den maritime forskning

Thomas Roslyng Olesen er selv en af de maritime forskere i databasen i sit daglige virke som specialkonsulent ved CBS Maritime under Institut for Strategi og Innovation og leder af forskningsalliancen. Han forklarer, at Maritime Research Alliance populært sagt har to hovedformål; at medvirke til at skabe dansk maritim forskning i verdensklasse – samt at være videnspartner for aktørerne i Det Blå Danmark.

- Maritim forskning i Danmark var tidligere meget fragmenteret. Havde jeg siddet på CBS for 10 år siden, og lavet det jeg gør i dag, så ville jeg formentligt ikke havde vidst, hvem af mine kollegaer, der også beskæftigede sig med området ovre på de andre danske universiteter eller måske endda på et af vores andre institutter på CBS.

- Det gav grobund for dels mono-faglighed, hvor man ikke har blik for andre fagligheder – men dels også en uproduktiv konkurrence om de samme fondsmidler. Derfor er vores opgave at skabe synlighed, samarbejde og tværfaglighed, forklarer Thomas Roslyng Olesen.

Lagde blå spor ud

De enkelte danske universiteter har siden også skabt strukturer, eller blå spor, om man vil, så de internt har et overblik over deres egne maritime aktiviteter. F.eks. CBS Maritime, Maritime DTU, Blue SDU eller Center for Maritim og Marin Forskning ved RUC. Dermed er de enkelte universiteter også repræsenteret i Maritime Research Alliance med deres interne samlede maritime spor.

Alliancen skal være videnspartner for den danske maritime branche, der groft sagt kan opdeles i rederier, udstyrsproducenter/servicevirksomheder, havneområdet og myndigheder.

Læs også: Her er forskningscentret, der skal hæve arbejdsglæde og sundhed for danske søfolk

Derfor er kontrapunktet i styregruppen universiteterne og uddannelsesinstitutionerne. Samtidig har man et tæt samarbejde med branchen, som er repræsenteret af Danske Rederier, Danske Havne, Danske Maritime, Danske Shipping og Havnevirksomheder og Søfartsstyrelsen.

- Vi mødes to gange om året. Vi fortæller om hvad der foregår i forskningsmiljøerne, og branchen fortæller om de dagsordner, der gør sig gældende hos dem. Sammen kan vi så afgøre, hvilke udfordringer og dagsordner, vi skal have koblet mellem vores respektive miljøer.

- Vi må som universiteter ikke konkurrere med private konsulenter, så samarbejder skal give forskningsmæssigt mening, altså være længerevarende forløb, f.eks. erhvervs-ph.d.’er, forklarer Thomas Roslyng Olesen, der fortæller, at Maritime Research Alliance også har en kontaktflade med Shipping Lab og Green Ship of the Future.

Han understreger, at målet med at skabe synlighed i høj grad også handler om at medvirke til rekrutteringen af kommende arbejdskraft til Det Blå Danmark.

Netværk af specialister

- Maritime Research Alliance bruges også af erhvervet til at sikre, at uddannelsesmiljøet ved hvilke kompetencer de efterspørger hos deres fremtidige medarbejdere. Nye grønne brændstoffer og digitale og autonome teknologier er nogle af de trends, der er med til at skabe nye krav til de eksisterende professioner. De input kan vi tage med tilbage og bruge, når vi opdaterer vores studieordninger og løbende udvikler vores maritime uddannelsesforløb.

- Vi er også til stede på messer som Digital Tech Summit og Tech BBQ, hvor vi viser, hvilke spændende jobmuligheder, der er i Det Blå Danmark. Det sker tit sammen med nogle af aktørerne, senest f.eks. Mærsk og DFDS, forklarer han.

Læs også: Nyt Center for Maritim og Marin Forskning på RUC

En stor procentdel af de ph.d.-studerende på det maritime område i Danmark er udlændinge. Derfor er der også et stort rekrutteringspotentiale for branchen i forhold til specialister i at få de færdiguddannede ph.d.’ere til at blive i landet.

- Vi har et netværk af ph.d.-studerende, hvor de mødes uanset hvor i den maritime branche deres forskningsområde er forankret. Vi laver både arrangementer med fagligt indhold, vi besøgte f.eks. fornyelig Aarhus Havn og APM Terminals, men også arrangementer med rent socialt indhold, hvor deltagerne har mulighed for at opbygge personlige netværk og relationer.

- Desto bedre du føler dig integreret i branchen og i landet, desto større sandsynlighed er der nok også for, at du vælger at blive her efter din ph.d., vurderer Thomas Roslyng Olesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091