Svendborg kommune er gået sammen med 17 andre kommuner om at udvikle et standardfærge-koncept, således at man opnår stordriftsfordele og at færgerne eventuelt kan afløse hinanden på forskellige ruter.
Projektet er kommet under beskydning, fordi dele af den professionelle færgebranche mener, at der er anvendt en alt for dyr finansieringsform, og at færgerne dermed bliver alt for dyre, ja faktisk mener en af dem, der valgte at træde ud af udbudsprocessen, OSK Shiptech, at færgerne til Svendborg-Skarø-Drejø bliver 60 pct. dyrere end det, andre kan bygge den til.