Torm Kiara’s overstyrmand: Da jeg startede med at sejle, var der 600-700 danske søfarende
Det store tankskib 'Torm Kiara’ ligger ved Prøvestenen i København. Om bord på skibet er der altid 24 mand, og en af dem, der er en del af crewet, da Søfart besøger skibet, er danske Paw Halse, overstyrmand. Han har arbejdet i Torm i hele sin 15-årige karriere til søs.
I den 40-årige overstyrmands karriere har han primært sejlet på rederiets MR-skibe, som er 183 meter lange. ’Kiara’ er et LR2-skib på 252 meter. Her har han nu arbejdet i en uge. Trods forskellen på de to skibstypers længde, minder arbejdsdagene indtil videre om hinanden.
Broen, som overstyrmanden til dagligt arbejder på, er omkring 20 meter over havoverfladen.
- Måden, man sejler de to skibstyper på, og måden de bevæger sig på, er den samme. På dette skib, skal man dog lige huske at have lidt mere afstand til tingene, da det kan være svært at se ned foran, siger han.
Paw Halse fortæller, at der er stor forskel på at være på de forskellige skibe i forhold til deres stand, da det er meget forskelligt, hvor godt de er vedligeholdt af de tidligere ejere.
- Torm har meget forskellige standarder af skibe, da vi opkøber rigtig mange i forskellige stand. Så når vi overtager dem, så er det vores job at få dem op i standard, og det kan tage nogle år. Dette skib er også købt brugt, men det var ved overtagelsen ikke helt så slemt, som jeg har oplevet før. Det er dog ikke helt op på Torm-standard endnu, lyder det fra danskeren.
Færre danskere til søs
Paw er den eneste dansker i dette rul på skibet. Han har gennem sine mange til søs oplevet, at der er blevet længere mellem de danske kolleger:
- Vi forsøger, at der minimum er én anden af ens landsmand med på skibet, hvis det kan lade sig gøre. Men der er 80 skibe, og vi er kun 150 danskere, så er det ikke altid, at det kan lade sig gøre, siger han og fortsætter:
- Da jeg startede, havde Torm omkring 600-700 danske søfarende, men nu er der ikke helt så mange danskere, der søger ind i søfart længere. De fleste af mine kolleger er filippinere og indere, men vi er også begyndt at få østeuropæere.
Han fortæller, at det er mange kulturer og ledelsesstile, der mødes på skibene med de forskellige nationaliteter. Han ser det dog ikke som et problem, så længe man er opmærksom på forskellene.
Kun tre anløb i Danmark
I sin karriere hos Torm har Paw Halse kun været i danske havne tre gange, og af den grund husker han hvert eneste anløb tydeligt: Én gang i Skagen på reparationskaj for en del år siden, og med dagens anløb har han nu været to gange på Prøvestenen. Han er derfor glad for at være tilbage tæt på sin egen bopæl lidt uden for København med arbejdet:
- Jeg fortrækker at være i europæiske lande, for der foregår alt nemt, professionelt og hurtigt. Elektronikken fungerer, og der er ikke diskussioner med folk på land eller noget. Der er styr på det. I nogle lande, f.eks. diktaturstater, er der ikke samme effektivitet, og her kan det være op ad bakke, siger han.
De lange stræk til havs kan være meget ensformige, men overstyrmanden fortæller alligevel, at der sjældent er to dage, der er helt ens. Der er altid noget, som skal ordnes eller der sker noget uforudsigeligt.
Vekslingen i jobbet skyldes også ifølge overstyrmanden især, at Torm sejler i trampfart, hvor det chartres for en rejse ad gangen:
- Så er vi pludselig et nyt sted, og vi ved aldrig, hvor vi skal hen. Det er nye havne hver gang. I alle de år, jeg har sejlet, har jeg mere eller mindre kommet et nyt sted hen på hver kontrakt. Det er lidt anderledes end linjefart, hvor det er det samme hver gang. Det gør det spændende, da man aldrig ved, hvor man skal hen og hvem man møder. Man skal være åbenminded til søs.
Han er selv på en kontrakt, hvor han sejler i 10 uger, og derefter er hjemme i samme tidsrum. Det er meget forskelligt, hvor lange perioderne er til søs, alt efter hvor man kommer fra. F.eks. foretrækker Filippinerne lange kontrakter på typisk et halvt år ude ad gangen og derefter tilsvarende tid hjemme.
- Jeg har 6 måneders ferie om året med løn, som jeg plejer at sige. Det er jo dejligt.
Overstyrmanden har ikke planer om at gå på land lige pt, og han fortæller, at han håber på en dag at kunne kalde sig kaptajn:
- Det er målet at blive skipper, men jeg bestemmer det jo ikke selv. Det gør rederiet. Jeg kan bare gøre det bedste, jeg kan for, at jeg en dag er god nok til det. De kigger på det hele, og når de så føler, at jeg er klar, så får jeg klappen på skulderen. Nogle er glade for at blive i deres rang, men det afhænger af, hvor meget ansvar, du ønsker. Når man til sidst er kaptajn, så har man altså ansvaret for det hele - for hele besætningens ve og vel og hele skibets sikkerhed, fortæller han.
