Hastigheden i søfartens grønne omstilling går så hurtigt, at krydstogtgiganten Norwegian Cruise Line lægger op til omfattende modifikationer midt i en nybygningsserie.
Rederiet - der betragtes som verdens tredjestørste krydstogtoperatør - har for få uger siden indsat flagskibet 'Norwegian Prima' i kommerciel drift. Og ifølge det Miami-baserede rederis administrerende direktør, Harry Sommer, har man så travlt med at overgå til grønnere drivmidler, at man nu forsøger at afdække, hvordan de senere skibe i nybygningsserien kan overgå til - måske - et helt CO2-neutralt drivmiddel.