En russisk korvet krænkede natten til fredag dansk territorium to gange. Det skete nord for Christiansø ud for Bornholm, oplyser Forsvaret.
Skibet sejlede klokken halv tre ind i farvandet nord for Christiansø.
Nogle timer senere sejlede samme korvet endnu en gang ind på dansk territorium.
Efter et kald på civil VHF-radio fra Søværnets maritime indsatsenhed forlod det russiske skib straks dansk territorialfarvand, oplyser Forsvaret.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver på Twitter, at den russiske ambassadør er blevet hasteindkaldt til samtale i Udenrigsministeriet.
- (Det er) en dybt uansvarlig, grov og fuldstændig uacceptabel russisk provokation midt under Folkemødet.
- Bøllemetoder virker ikke mod Danmark. Den russiske ambassadør er hasteindkaldt i Udenrigsministeriet, skriver Jeppe Kofod.
En korvet er et letbevæbnet krigsskib. Det bruges blandt andet til kystbevogtning og ubådsbekæmpelse.
Forsvarsminister Morten Bødskov (S) kalder på et kort pressemøde hændelsen en "grov krænkelse".
- Det er meget usædvanligt. Det er en grov krænkelse af alle de regler, der er, for hvordan man gebærder sig på vandet.
- Vi har tidligere set, at russerne krænker dansk territorium. Det gør de på landet og i luften, siger han.
Morten Bødskov mener dog ikke, at krænkelserne udgør en trussel for sikkerheden på Bornholm, hvor blandt andet mange politikere, herunder medlemmer af regeringen, i disse dage er samlet til Folkemøde.
- Der er ikke nogen trussel mod Bornholm eller Folketinget, siger Morten Bødskov.
Men det betyder ikke, at der ikke vil komme en dansk reaktion på krænkelsen.
- Vi kommer til at styrke vores engagement i Østersø-regionen. Det er der ingen tvivl om, siger forsvarsministeren.
- Jeg tror, vi må indstille os på, at Østersøen er et højspændingsområde.
Situationen er kun blevet mere højspændt som følge af Sverige og Finlands indtog i Nato samt Ukraines mulige kandidatstatus i EU, lyder det videre.
Morten Bødskov håber, at den russiske ambassadør vil forstå, at Ruslands handling er uacceptabel, og at ambassadøren vil "sende beskeden videre".
Men forsvarsministeren er skeptisk.
- Indtil videre må man sige, at de samtaler, han tidligere har været til, har de haft svært ved at forstå, siger Morten Bødskov.
/ritzau/