23948sdkhjf

Mærsk er tilbage som studerendes foretrukne arbejdsgiver

Mærsk er tilbage på liste over hvilke virksomheder, business-studerendes helst vil arbejde for.

Det er efterhånden otte år siden, at A.P. Møller – Mærsk sidst toppede den årlige rangliste fra rådgivningsvirksomheden Universum over hvilke virksomheder, business-studerendes helst vil arbejde for.

Men nu ligger den store, syvtakkede virksomhed atter på listens førsteplads i dette års undersøgelse, som baserer sig på svar fra danske 3.400 business-studerende.

Kåringen sker efter et år, hvor virksomheden har udmeldt nogle af branchens mest ambitiøse klimamål og det økonomiske overskud har været rekordhøjt takket være meget høje fragtrater.

Og det med penge er da også en af de vigtigste faktorer for de studerende:

- Mange faktorer spiller ind ved valg af drømmearbejdsgiver. Men der er bred enighed blandt de business-studerende om, at de tre vigtigste er muligheden for høj fremtidig indkomst, muligheden for at blive leder, samt at virksomhedens navn er en god reference for den fremtidige karriere. Alle tre er inden for det man kalder hårde værdier, siger Universums danske direktør Jesper Dansholm.

Derimod er bløde værdier som virksomhedens forpligtelse til diversitet og inklusion kun nummer 38 ud af de 40 værdier, de studerende kan vælge imellem.

En anden ting, som en del virksomheder nok vil være lidt kede af at erfare, er kundefokus er den mindst vigtige værdi for business-studerende, når de skal udpege en drømmearbejdsgiver.

- Universums undersøgelse viser hvilke værdier, der er vigtigst for de studerende og som kan være gode at fokusere på i sin employer branding. Og så skal man have øje for, at over for tid kan nogle værdier blive mere eller mindre vigtige for de studerende, siger Jesper Dansholm.

Balanceret arbejdsliv

Den værdi, som har flyttet sig mest i forhold til sidste år, er dog ønsket om work-life balance. Sidste år var den kun 22. vigtigst, og nu er den flyttet op til at være 11. vigtigst.

Der er blevet talt meget om work-life balance og hjemmearbejde, og områderne har gennem længere tid været vigtige for mere erfarne medarbejdere. Og nu er de altså også blevet væsentlige for de studerende:

- I forhold til at arbejde hjemme har studerende været bekymret for at gå glip af social omgang med kollegerne og blive udeladt fra vigtige møder og opgaver. Disse bekymringer er faldet markant på blot et år og er med til at bane vejen for et ønske om bedre work-life balance og mere hjemmearbejde, siger Jesper Dansholm.

- 70 procent af de studerende ønsker faktisk at arbejde hjemme en eller to dage om ugen. Det er markant, siger Jesper Dansholm.

Fakta: Om Universum Student Survey 2022

  • Universum Student Survey 2021 er baseret på besvarelser fra i alt 12.683 studerende, heraf 3.400 business-studerende.
  • Universums rangliste for business-studerende omfatter 116 større arbejdspladser i Danmark.
  • Undersøgelsen er gennemført i perioden november 2021 – april 2022 på videregående uddannelser i Danmark.
  • Universum gennemfører tilsvarende undersøgelser i 60 lande over hele verden.

Kilde: Universum

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063