23948sdkhjf

Mærsks digitale rutesystem Zeronorth får 350 mio. til vækst

Det to år gamle spinoff fra Mærsk Tankers, Zeronorth, har afsluttet en investeringsrunde, som er endt med 50 millioner dollars (cirka 350 millioner kroner) i frisk kapital.

Vi har ambitiøse mål, og PSG Equity deler vores vision Søren Meyer, Zeronorth

En del af pengene kommer fra en ny investor, den amerikanske kapitalfond PSG Equity. Resten kommer fra A.P. Møller Holding og amerikanske virksomhedskonglomerat Cargill, der begge er medejere i forvejen.

- Vi er glade for at byde PSG Equity velkommen som en ny investor i Zeronorth. Vi har ambitiøse mål, og PSG Equity deler vores vision om at muliggøre omfattende ændringer i, hvordan vores branche fungerer, siger adm. direktør Søren Meyer, Zeronorth.

De mange millioner skal bruges til yderligere ekspansion af systemet, der hjælper rederier til at spare brændstof, forklarer selskabet til mediet Tradewinds.

I starten af året købte Zeronorth den amerikanske techvirksomhed Clearlynx, og sidste år købte selskabet den danske specialist på brændstofoptimering Propulsion Dynamics.

Finder optimal rute og sparer brændstof

Kort fortalt planlægger Zeronorths digitale system Optimise den optimale rute og hastighed for tørlast- eller tankskibe, der opererer i trampfart.

Systemet bruger data som spotrater, bunkerpriser, vejrudsigten og skibets individuelle performance, og ud fra de data bliver det muligt at optimere både skibets indtjening og bunkerforbrug.

Friske penge til opkøb og fusioner

De friske penge vil gå til produktinnovation, ekstra personale og mulige fusioner og opkøb for at tilføje data, produkter og tjenester til Zeronorth-systemet.

Systemerne bliver anvendt på over 2.500 skibe, og Zeronorth påpeger, at de er på vej til at hjælpe med at reducere CO2-udledningen med over 500.000 tons i 2022, og det er næsten en fordobling i forhold til sidste år.

PSG vil - ud over kapital - levere strategisk ekspertise fra at arbejde med lignende teknologivirksomheder på tværs af sin portefølje.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094