23948sdkhjf

Søfarten omfavner den grønne dagsorden, men traditioner stritter imod

Opmærksomheden for den grønne omstilling er steget markant inden for søfarten de seneste år, men der er stadig en hang til knytte sig til traditionerne

Den grønne omstilling står højt på dagsordenen blandt beslutningstagere i Det Blå Danmark. Men selv om de fleste i den maritime branche er enige om, at omstillingen er nødvendig, er det ikke entydigt, hvad den indebærer, og hvilke handlinger den kræver. Det er nogle af de resultater, som forskere fra DPU, Aarhus Universitet er kommet frem til efter at have undersøgt, hvilke værdier og normer der er på spil i det blå Danmark i forhold til at vende supertankeren og gøre branchen grøn. Projektet er støttet af Den Danske Maritime Fond.

- Både rederier og virksomheder oplever, at de er nødt til at indgå aktivt i omstillingen og handle hurtigt, hvis de i fremtiden skal have en ‘license to operate’. I branchen er der altså på den ene side en udbredt opfattelse af, at der skal ske noget. På den anden side er man i tvivl om, hvilken vej man skal gå. Denne tvivl går imidlertid hånd i hånd med en ny åbenhed i forhold til at tage mere fundamentale normer og værdier i branchen op til revurdering, siger Jakob Krause-Jensen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet og leder af projektet i forbindelse med præsentationen af rapporten ’Værdier og Normer for Grøn Omstilling i Det Blå Danmark’.

Face it! Olie, diesel og sådan noget, det er bare et fantastisk produkt! Det er et super godt produkt, altså så energirigt… 200 kilo batterier svarer til to liter diesel. To liter diesel! Deltager i undersøgelsen 'Værdier og Normer for Grøn Omstilling i Det Blå Danmark

Han peger desuden på, at udviklingen i den maritime branche i Danmark i årevis har handlet om digitalisering og innovation, men nu er grøn omstilling og klimadagsordenen på meget kort tid blevet det centrale omdrejningspunkt for diskussionerne i branchen.

Forskere har bl.a. undersøgt de nye organiseringsformer, den grønne omstilling ser ud til at kræve af branchen, de forhindringer, som medlemmer af branchen mener står i vejen for udviklingen, samt de traditioner om sikkerhed og stabilitet, som spiller en stor rolle i den maritime branche.

- Det er derfor bemærkelsesværdigt og på sin vis paradoksalt, at det netop er fordi branchen – med dens egne ord - er ‘konservativ’ og ‘træg’, at den nu er tvunget til at være på forkant og tænke nyt og hurtigt, hvis den skal nå at omstille sig og leve op til målene for CO2-reduktioner. På grund af sin tyngde har skibsfarten et stort ansvar for de nuværende nationale CO2-udledninger, men denne tyngde er imidlertid også en force. Hvis det gåpåmod, som dominerer store dele af branchen herhjemme, faktisk kan omsættes i radikale CO2-reduktioner, så vil det også have stor effekt i det danske CO2-regnskab, siger Perle Møhl, der er antropolog og har deltaget i projektet.

Rapporten bygger på en række intensive interviews med aktører i Det Blå Danmark, deltagelse i en række maritime konferencer og seminarer, fokusgrupper samt feltarbejde på Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping og i Danmarks nationale klyngeorganisation for de maritime erhverv og logistik, MARLOG.

Den primære uvished, det er det dér med… vi har ikke råd til at vælge forkert, kan man sige. Vi har ikke råd til at købe ti skibe, der sejler på metanol eller hydrogen, som så ender med at være det forkerte brændstof. Medarbejder i rederibranchen i rapporten Værdier og Normer for Grøn Omstilling i Det Blå Danmark

Perle Møhl har især noteret sig en betydelig begejstring for den grønne omstilling i den maritime branche:

- Men det er vigtigt ikke at overse, hvor mange og hvor store følelser, der faktisk er i spil i relation til den grønne omstilling. Følelserne handler først og fremmest om en personlig begejstring hos aktører i branchen over ‘det grønne’. En begejstring, der bl.a. skyldes muligheden for at kunne integrere personlige og samfundsmæssige værdier med professionelle og erhvervsmæssige målsætninger, påpeger hun.

Projektleder på rapporten Jakob Krause-Jensen understreger, at selv om der er grøn begejstring, så er der også stærke følelser omkring brugen af fossile brændstoffer:

- Vores undersøgelser peger på, at det er vigtigt at tage højde for disse stærke følelser, herunder den traditionelle forbindelse til olie og diesel, når man arbejder med den grønne omstilling og dens menneskelige betingelser.

Hent rapport:

Grøn omstilling i Det Blå Danmark: Værdier og normer for handling

https://projekter.au.dk/fileadmin/projekter/Teknologi_i_det_blaa_Danmark/AU_Rapp_Groen_Omstill_FINAL.pdf

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.155