23948sdkhjf

Rusland advarer mod militærøvelse med missiler på Bornholm

Dansk-amerikansk øvelse med missiler kan gøre Bornholm til et militært brohoved, siger russisk ambassadør

Ruslands ambassadør i Danmark advarer mod at sende missiler til Bornholm som led i en militærøvelse, der skal afvikles på øen tirsdag.

Det skriver TV 2 mandag.

- Det kan ses som et skridt mod at ændre Bornholm fra en fredsø til et potentielt militært brohoved, siger ambassadør Vladimir Barbin til TV 2.

Han tilføjer, at øvelsen er med til at "bidrage til en stigning i spændingerne" i Østersøen.

Politiken har spurgt ambassadøren, om Bornholm skal anses som et potentielt mål for et russisk angreb.

- Jeg vil ikke bruge sådanne ord som mål. Jeg vil hellere bruge det udtryk, danske politikere holder så meget af: Vi vil ikke være naive, og vores militærfolk har ansvar for at sikre Den Russiske Føderations sikkerhed, lyder Vladimir Barbins svar til avisen.

Den militære øvelse foregår i samarbejde med USA. Tirsdag ankommer et amerikansk transportfly med missiler om bord til Bornholm.

Der er blandt andet tale om et missilsystem af typen HIMARS, der kan ramme mål op til 500 kilometer væk. Dermed kommer russisk territorium inden for rækkevidde.

Missilsystemet kan også bruges til at ramme skibe.

Øvelsen har været planlagt i mere end et år. Men den skal ses som et signal til den russiske præsident, Vladimir Putin. Det siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) til TV 2.

- Signalet er afskrækkelse. Vi samarbejder og står skulder ved skulder, og det skal Putin forstå, siger forsvarsministeren.

Øvelsen er en simulation. Der bliver altså ikke affyret nogen missiler.

I øvelsen deltager også den danske fregat Niels Juel. Skibets besætning skal øve sig i at sende målkoordinater ind til et missilbatteri på land.

Her deltager omkring 260 danske soldater fra Livgardens 1. bataljon. De skal med pansrede køretøjer støtte missilsystemet.

Militærøvelsen har navnet Defender-Europe 2022. Den har som formål at træne, hvordan Østersøen og området omkring Bornholm hurtigt kan sikres.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.14