Den Hellerup-baserede tørlastoperatør XO Shipping er nu tilbage med eget skib under eget navn. Det skete forrige weekend, hvor rederiet overtog den 58.000 t. dv. store supramax bulkcarrier ’SITC Taishan’.
XO Shipping oplyser til Søfart, at overtagelsesforretningen fandt sted i den sydkoreanske havneby Inchon, hvor det 2010-kinesisk-byggede skib også kom under dansk flag med navnet ’XO Copenhagen’. Dermed har rederiet nu atter et skib under XO-brandet efter snart fem års fravær af ejede skibe i den disponerede flåde.