Frasalg og gode analyser vender minus til plus i Norden
Tørlastrederiet Norden kommer ud af Q1/2022 med et resultat på 820 mio kr. mod et underskud sidste år i samme kvartal på små 100 mio. kr. CEO jan Rindbo er da heller ikke bleg for at kalde resultatet for fremragende og peger på en række faktorer, der har givet det gode resultat.
Det er ikke sædvanligt, at vi ser et første kvartal, der er så godt Jan Rindbo, CEO, D/S Norden
- Vi har haft en stærk performance for begge vores forretningsenheder, der har vist vækst hele vejen rundt. Desuden har vi solgt seks tørlastskibe, som vi også har fået en avance ind på her i første kvartal, fortæller CEO i Norden, Jan Rindbo, til Søfart.

Fingeren på pulsen
Direktøren peger desuden på, at Norden har udnyttet muligheden for at forlænge attraktive aftaler i et marked, hvor priserne er steget.
- Vores teams har haft fingeren på pulsen, og sammen med data, som vi samler ind, har vi været gode til at placere vores skibe i forhold til efterspørgslen - både i Atlanten og i Stillehavet. Markedet er jo meget ineffektivt i øjeblikket, hvor der er mange skibe, der ligger i havn eller venter på at komme til, og der har vi været gode til at undgå de værste problemer, forklarer han.
Jan Rindbo tilføjer, at det selvfølgelig også hjælper, når man har 300 tørlastskibe, som kan placeres både taktisk og strategisk.
Afmatning i andet halvår
Når det gælder Q1/2022 er resultatet betydeligt bedre end Q1/2021, da første kvartal i Norden normalt ikke er årets bedste kvartal.
- Det er ikke sædvanligt, at vi ser et første kvartal, der er så godt. Der plejer at være en form for stilstand efter fjerde kvartal, der plejer at være det bedste, men vi har set nogle høje profitmarginer og selv om det ser ud til at raterne vil falde lidt, så er der en høj bund på trods af at volumenerne ikke er voksende, uddyber han.
I regnskabsmeddelelsen skriver Norden, at selskabet ikke forventer, at andet halvår bliver helt så indbringende som 2. halvår plejer at være, og Jan Rindbo peger på, at det til dels skyldes, at indtægterne for de seks solgte skibe vil komme i det første halvår, og der for nærværende ikke er skibshandler på bedding.
- Men det kan jo komme, og sammen med, at der er en tendens til lidt højere avancer på især tank, så kan det jo godt være, at vi bliver kommer til at se et bedre andet halvår, men her og nu er det ikke vores forventning, siger han.