23948sdkhjf

International maritim konference skudt i gang

Formand for Danske Rederier, Jacob Meldgaard åbnede tirsdag World Maritime Technology Conference (WMTC), som afholdes hvert 3. år og samler den globale maritime branche.

Nogle af verdens skarpeste hjerner inden for skibsfart og teknologien bag skibene er i disse dage samlet i København. Det sker i forbindelse med konferencen World Maritime Technology Conference (WMTC), som afholdes hvert 3. år. Konferencen tiltrækker skibseksperter og rederier fra hele verden for at se de seneste teknologiske maritime landvindinger. I år er konferencen fokuseret på blandt andet den grønne omstilling som også formanden for Danske Rederier, CEO i TORM, Jacob Meldgaard, kom ind på i sin åbningstale.

Han lagde bl.a. vægt på vigtigheden af, at landene i IMO bliver enige om en farbar vej for at nedsætte udledningen fra skibsfarten drastisk, så man ender med klimaneutralitet i 2050.

Desuden talte han om energioptimering af hele transportkæden og ikke kun de enkelte skibe som en af løsningerne for hele branchen.

Specialkonference om Zero Carbon

WMTC er en tilbagevendende begivenhed, som afholdes hvert 3. år forskellige steder i verden. I år er København for første gang vært for konferencen, der afholdes i Tivoli Congres Center tæt på Københavns Havn.

Danske Rederier har været med i planlægningsgruppen og arrangerer onsdag et sideevent i samarbejde med Maersk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.

Her er temaet at synliggøre Danmark som frontrunner, når vi taler om konkrete løsninger på klimakrisen, herunder de nyeste forskningsresultater, hvordan digitalisering styrker CO2-reduktion, og hvordan Danmark er i front i forhold til offshore havvind, fangst og transport af CO2 samt nye brændstoffer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078