23948sdkhjf

Drømmeår for Mærsk - 24 mia. dollars i overskud skaber danmarkshistoriens største gevinst

Årsresultatet for A.P. Møller-Mærsk kommer til at stråle i mange år. Rederigruppen indkasserede et overskud af historiske dimensioner

5,6 mia. dollars blev til 8,2 mia. dollars som nu er blevet til 24 mia. dollars. 

Sådan lyder eventyrfortællingen om udviklingen i driftsoverskuddet hos A.P. Møller-Mærsk i de seneste tre regnskabsår. 

Det netop offentliggjorte årsregnskab viser et driftsoverskud på 24 mia. dollars - en kraftig fremgang fra 8,2 mia. dollars i 2020-regnskabet.

Omsætningen hos Danmarks største rederi sprang fra 39,7 til 61,8 mia. dollars. 

På den absolutte bundlinje bliver der 17,9 mia. dollars tilbage til A.P. Møller-Mærsk. 

- På alle måder et ekstraordinært år, lød reaktionen fra CEO Søren Skou, da han præsenterede årsregnskabet under et pressemøde. 

Topchefen hæftede sig navnlig ved, at Mærsk er blevet mindre afhængig af det volatile spotmarked i søfragt, og i langt højere grad tjener penge på langtidskontrakter og logistikydelser langt inde på land. 

- Vores strategi fik for alvor fart i 2021. Vi voksede mere end  30 pct. organisk i logistikforretningen, siger Søren Skou. Han pegede på, at man i kernedivisionen Ocean øgede kontraktporteføljen med 65 pct. 

- Det betyder, at langt den største del af vores forretning nu er bundet op på langtidskontrakter og i langt mindre omfang er eksponeret i spotmarkedet. 

Rekord

Status er, at 2021-regnskabet er lige til historiebøgerne:

Aldrig før har et dansk selskab tjent så meget. Overskuddet er rekord for både Mærsk og samtlige danske selskaber til dato.

Antallet af transporterede Mærsk-containere steg med 3,6 pct. til 13 mio. transporterede containere i 2021. 

Dette tal skal dog sammenholdes med, at det globale marked for transport af containere steg med fænomenale 8 pct., hvorfor Mærsk voksede mindre end det samlede containermarked.  

Den store stigning i driftsoverskuddet drives primært af en ekstraordinær stigning i de gennemsnitlige fragtrater. Disse steg med intet mindre end 66 pct. i løbet af året til det nuværende niveau på 3.300 dollars for transport af en standardcontainer.

Ekstraordinære forhold

Søren Skou henviser til den ekstraordinære stigning i fragtraterne som den primære forklaring bag det høje overskud. 

Men topchefen berører samtidig i sin officielle kommentar også det skisma, der er forbundet med, at Mærsk scorer et rekordoverskud, mens virksomhedens kunder kæmper med næb og klør for at få deres forsyningskæder til at hænge sammen i en transportverden præget af forsinkelser og aflysninger.     

- Vores kunder har oplevet svære problemer med deres forsyningskæder gennem hele perioden, og A.P. Møller-Mærsk har kæmpet hårdt for at forebygge flaskehalse ved at udvide vores kapacitet til søs og forbedre vores effektivitet i havneterminalerne, lyder det fra Søren Skou i en officiel udtalelse. 

Han fortsætter om udsigterne for 2022:  

- Vi vurderer, at det nuværende marked vil fortsætte frem mod andet halvår af  2022. Herefter tror vi på, at tingene vil begynde at falde tilbage til et mere normalt niveau i takt med, at genåbningen af samfundene vil betyde, at forbrugerne begynder at bruge flere penge på serviceydelser og færre penge på at bestille forbrugsvarer online, lyder det fra Søren Skou. 

Mærsks omkostninger pr. transporteret container steg fra 1.900 dollars pr. håndteret container til 2.100 dollars pr. transporteret container i 2021. Også udgifterne til brændstof er steget markant gennem hele 2021. 

Søren Skou forventer, at det generelle billede med stigende inflation vil påvirke rederiet gennem hele 2022 i form af øgede driftsomkostninger. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125