23948sdkhjf

Søværnet har forsøgt at tvinge medarbejdere til vaccine

Hvis man arbejder i søværnet og har sejlende tjeneste, skal man vaccineres mod corona eller finde sig et andet job, lød det i en mail forleden, som blev sendt ud til ansatte i 3. eskadre, som er en deling, der gør tjeneste i dansk farvand.

Og det har vakt undren og vrede blandt flere ansatte, som undrer sig over metoden og sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet kan stilles som krav.

Det er B.T., der kunne skrive den historie tirsdag aften, og som senere er bragt videre af andre danske medier.

- Essensen af SVK-retningslinjer er, at såfremt du vil gøre sejlende tjeneste, skal du vaccineres. Vil du ikke vaccineres og har sejlende tjeneste, så må du finde et andet job, lyder det i mailen.

Ifølge avisen, er beskeden sendt ud af kommandørkaptajn Kim Juhl den. 17. december.

Problemet er bare, at søværnet slet ikke kan kræve, at ansatte er vaccineret mod Corona på nuværende tidspunkt. Det fortæller Niels Tønning, der er formand i officerernes fagforening, HOD.

- Der er ikke for nærværende et vaccinekrav i Forsvaret, siger han til B.T.

I hvert fald ikke i forhold til Corona. For normalt kan Forsvaret, herunder Søværnet, godt stille som krav til sine medarbejdere, at de skal vaccineres, fx. hvis de skal på mission i udlandet. Det kan være vaccine mod leverbetændelse, malaria eller andre gængse vacciner.

Men vaccinen mod Corona er ikke på den liste, fortæller fagforeningsformanden.

Advokat Søren Ole Nielsen, partner i DAHL Advokatpartnerselskab, der blandt andet specialiserer sig ansættelsesret, siger til B.T., at der på nuværende tidspunkt heller ikke er vedtaget en lov i Danmark, der afgør, om en arbejdsgiver kan kræve, at de ansatte skal lade sig vaccinere mod corona.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Centralforeningen for Stampersonale (CS), der er den største fagforening i Forsvaret med 9.000 medlemmer, men CS ønsker ikke at kommentere sagen.

Avisen har også forsøgt at få et interview med Forsvaret. Det er blevet afvist, men i en skriftlig kommentar lyder det:

- Forsvaret undersøger i øjeblikket de udgivne retningslinjer. Ved en række operative kapaciteter og ved udsendelse til internationale operationer er der særlige krav til personellet, herunder til forskellige vacciner. P.t. undersøges grundlaget for vaccination mod covid-19 i den sammenhæng.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14