23948sdkhjf

Landsret ophæver tilbageholdelse af russisk forskningsskib i Skagen

I begyndelsen af november tog fogedretten i Hjørring arrest i 'Akademik Ioffe', der siden har ligget uvirksom hen på Skagen red. Men nu har landsretten ændret afgørelsen og skibet er på vej væk

Der er ikke grundlag for, at man kan tage arrest i det russiske forskningsskib 'Akademik Ioffe', der ligger ud for Skagen.

Det konkluderer Vestre Landsret i en afgørelse, der tirsdag aften er offentliggjort på rettens hjemmeside.

Dermed ophæver retten en tidligere kendelse fra fogedretten ved Retten i Hjørring, der 1. november tog arrest i skibet på baggrund af et millionkrav fra en canadisk rejsearrangør. Kendelsen betød, at skibet ikke måtte sejle videre.

Men landsretten lægger vægt på, at man ikke kan foretage arrest i skibe, "som en fremmed stat ejer eller benytter, og som anvendes udelukkende i statsøjemed af ikke-forretningsmæssig art."

Skibet tilhører ifølge landsretten den russiske stat, og retten mener, at man skal se på, hvordan den aktuelle anvendelse var, da man i begyndelsen af november ville gøre arrest i skibet.

Da var skibet på vej til at gennemføre en oceanografisk videnskabelig ekspedition.

- Dette måtte anses for at være et statsligt øjemed af ikke-forretningsmæssig art, skriver retten i afgørelsen.

Det er ifølge landsretten uden betydning, at millionkravet relaterer sig til, at skibet i 2018 blev brugt som krydstogtskib.

Derfor ophæves arresten, og det canadiske selskab One Ocean Expeditions Inc., som kræver penge af skibets ejer, skal betale sagens omkostninger.

One Ocean Expeditions Inc. har stillet krav om knap 40 millioner kroner. Det fremgår af retsbøger fra retsmøderne i fogedretten ved Retten i Hjørring.

Det canadiske selskab har tidligere lejet skibet med besætning og kaptajn til krydstogtekspeditioner i Arktis.

I 2018 stødte skibet på grund nord for Canada med en større gruppe passagerer om bord. Først flere timer senere lykkedes det at få skibet fri. På grund af skibets skader måtte resten af turen og resten af sæsonens ture aflyses.

One Ocean Expeditons mener, at grundstødningen var besætningens skyld, blandt andet fordi den ikke havde læst søkortene.

Selskabet har ført sag mod skibets ejer, men det har ikke været muligt at få den til at betale. Canadierne ville gøre arrest i skibet for at sikre deres krav.

Tidligere har man forsøgt at gøre arrest i skibet i Portugal, men det nåede at stikke af, før domstolen kunne forkynde arresten. Derfor tillod retten, at fogedforretningen blev gennemført, uden at underrette den russiske ejer af skibet på forhånd.

Om bord på 'Akademik Ioffe' protesterede kaptajnen mod arrest af skibet. Der er tale om et forskningsskib, og de 61 personer om bord er udelukkende besætningsmedlemmer og videnskabsfolk.

Han kender til grundstødningen i Canada, men har forklaret, at han troede, at sagen var afsluttet.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172